
Om dette arrangement
Tegnekoncert for børn (fra 4 år)
Du og dine børn kender stensikkert Rasmus Bregnhøis humoristiske streg fra bl.a. bøgerne om Hunden Ib, Betty-bøgerne eller mange andre favoritter, som du kan finde på vores hylder. Til denne særlige event kan du opleve tegneren udføre sin kunst - i samarbejde med de to dygtige improvisationsmusikere Simon Toldam og Thomas Agergaard. Her er både noget at se på og lytte til, så hele familien kan lade sig inspirere.
En af Danmarks førende illustratorer og to af Danmarks toneangivende jazzmusikere skaber en improviseret historie i tegning og lyd, der bl.a. trækker tråde fra jazz, moderne kompositionsmusik og folkeviser. Koncerten har fokus på et skabende fællesskab, hvor børnenes fantasi får lov til at diktere retningen, og de erfarne improvisatore samler og strukturerer trådene til et samlet forløb. Den umiddelbart og spontanitet, der altid er til stede i børns leg, er også kernen i det at improvisere. Til denne koncert vil eleverne opleve legen vokse for øjnene og ørerne af dem.
Trioen Bregnhøi/Toldam/Agergaard så dagens lys i 2017 og har siden spillet mere end 70 koncerter på skoler og biblioteker, hvor den har udviklet et stærkt og tydeligt koncept med tegning, musik, leg og improvisation. Rasmus Bregnhøi, Thomas Agergaard og Simon Toldam er alle modtagere af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.
Tegnekoncerten er støttet af FrederiksbergFonden