
Om dette arrangement
Musikken hos Murakami - koncert og oplæsning
Charlie Parker har aldrig spillet bossanova, men det lader Haruki Murakami ham gøre i den musikalsk novelle "Charlie Parker Plays Bossa Nova", som findes i hans novellesamling Første person ental, der udkom på dansk i 2021.
Men hvordan lyder et traditionelt Charlie Parker-nummer udsat for bossanova? Og hvad gør Beethovens 1. klaverkoncert interessant i den sammenhæng?
Murakamis danske oversætter Mette Holm læser op og fortæller om musikken i den verdensberømte japaners forfatterskab.
Med sig på scenen har hun Makiko Hirabayasi (klaver), Morten Ankarfeldt (bas) og Jan Harbech (trompet). De dygtige musikere lægger lyd til de fiktive Parker-bossanova sange, der ifølge novellen skulle være udkommet en 9-10 år efter, at Charlie Parker døde i 1955.
Fri entré med billet.
Lydspor i litteraturen
Under overskriften ”Lydspor i litteraturen” sætter Biblioteket Frederiksberg resten af 2022 fokus på den tætte forbindelse mellem musikken og litteraturen. Det foregår på biblioteket, i podcasts, ved arrangementer mv.
I Litteraturens Sal kan du opleve inspirerende borde, som alle indeholder god skønlitteratur, hvor musikken er omdrejningspunktet for historiens handling. Vi har også fundet de bedste bokssæt frem med musik, hvor tekstuniverset er lyrisk og velskrevet.