Leitmotiv #9: Nick Cave mellem længsel og forløsning

16.02.18
Musikjournalist og forfatter Espen Strunk fortæller om sin fascination af det australske rockikon Nick Cave.

Leitmotiv handler denne gang om The Boatman’s Call, som Nick Cave and the Bad Seeds udgav i 1997.

For musikjournalist og forfatter Espen Strunk er dette album et mesterværk både poetisk og musikalsk, og de smukke og melankolske sange fik stor betydning for den unge Espen Strunk, der netop havde oplevet Nick Cave live for første gang på Roskilde Festival 1996.

Sange om forlist kærlighed

The Boatman’s Call blev ikke bare afgørende for Espen Strunk, men er også en afgørende plade i Nick Caves produktion. Med denne plade går Cave kort fortalt fra et punket eller rocket udtryk til at skære ind til benet og undersøge kærlighedssangen som format. 

Sangene kredser om ensomhed og forlist kærlighed, og kærlighedssangen er for Cave en tvetydig størrelse – kærlighed kan kun være kærlighed hvis den også rummer længslen og vanviddet. Men omvendt rummer fraværet af kærlighed også bevidstheden om kærlighedens forløsende kraft.

Hør hvorfor Cave kan betragtes som en modernistisk romantiker og hør om hvordan den triste skønhed på The Boatman’s Call peger på kærligheden som det eneste håb, det moderne menneske kan have.

Lyt med

Hør podcasten i playeren herunder, i iTunes eller i din foretrukne podcastapp (søg på "Leitmotiv" eller ”Biblioteket Frederiksberg”). Du kan også downloade podcasten direkte her.

God fornøjelse!

Nick Cave på Roskilde Festival 1996

Fotos af Espen Strunk og Nick Cave: Morten Rygaard

Materialer