Kulturnatten 2024: Late-night krea-værksted på dit bibliotek
Er du klar til at slippe kreativiteten løs i selskab med andre? Så kig forbi, når vi holder late-night krea-værksted på Frederiksberg Hovedbibliotek til Kulturnatten 2024!
Af Astrid Myrup
Fredag den 11. oktober, når Kulturnatten rammer byen, åbner vi dørene til et late-night krea-værksted på Frederiksberg Hovedbibliotek. Garnnøgler møder guitarstrenge, broderi møder bajere, og vi topper det hele med en livekoncert, der ryster reolerne med feministisk powerpop!"
Glæd dig til:
Talk om crazy strik med Lærke Bagger: Strikkedesigner og forfatter Lærke Bagger deler sine bedste tips, tricks og sjove anekdoter fra sit strikkeunivers. Her er ingen regler – strik sjovt, skørt og crazy!
Badass broderi med Broderisten: Få ild i nålen med Trine Runge Jessen aka Broderisten. Køb et broderikit og en håndbajer i baren, og lyt til hendes skæve røverhistorier, mens du broderer med attitude.
Feministisk powerpop med A Mess: Sving med hofterne, når A Mess aka Dorte Hartmann fyrer op for indiehits fra sit roste debutalbum – og ryster bogreolerne med sin feministiske powerpop!
Du er desuden meget velkommen til at tage dit eget håndarbejde med – eller vær en rebel og kom tomhændet. Vi har strikke- og broderikits klar til dig på aftenen, som kan købes i baren, så du kan komme i gang med det samme!
Tjek det fulde program på fkb.dk
Biblioteket holder lukket for almindelige aktiviteter under Kulturnatten.
Kulturpas er nødvendigt og kan købes på kulturnatten.dk eller i din lokale 7-Eleven.