Dit bibliotek rimer på kreativitet på Kulturnatten 2024 - for dig og din familie
Kom og vær med til at nørkle og hygge på Biblioteket "efter lukketid". Hvad er bedre end at skabe noget kreativt sammen?
Af Astrid Myrup
Uanset om I tit besøger biblioteket eller aldrig har været her før, vil I komme til at opleve et helt særligt bibliotek ”efter lukketid”.
I løbet af aftenen har du og din familie mulighed for at deltage i en række spændende og kreative workshops, hvor I kan eksperimentere med forskellige materialer og teknikker. I kan blandt andet:
Fold kreativiteten ud
Lær at folde papir: Slip kreativiteten løs og fold smukke former og figurer.
Prøv kræfter med vilde vikle-teknikker: Bliv introduceret til sjove og udfordrende viklemetoder
Design jeres egne kopper: Dekorer og design en unik kop, som I kan tage med hjem som et særligt minde.
Se teaterforestilling af børn: Oplev forestillingen fra børnene på Pandoras Teaterskole. Deres optræden er inspireret af bibliotekets aktuelle installation: ’Dette er ikke en dagbog’ og foregår som en stedsspecifik performance.
Gå på opdagelse i et fiktivt teenageværelse: Efter teaterforestillingen åbner vi installationen ’Dette er ikke en dagbog’, så I kan gå på opdagelse i et teenageværelse fyldt af tanker om ungdommen..
Deltag i et fælles kunstprojekt: Vær med til at skabe det fælles snorekunstværk ”Collective Strings”, som vil blive formet gennem hele aftenen.
Og skulle I midt i alle aktiviteterne blive tørstige eller trænge til en lille snack, skal I ikke frygte – for vi har lavet vores egen krea-bar, hvor vi selvfølgelig står klar til at forsyne jer.
Aftenens program byder i øvrigt på talk med Lærke Bagger, bad-ass broderi og powerpop med A Mess. Læs det her på fkb.dk.
Biblioteket holder lukket for almindelige aktiviteter under Kulturnatten.
Kulturpas er nødvendigt og kan købes på kulturnatten.dk eller i din lokale 7-Eleven.
Kulturpasset koster 125 kr. og giver fri adgang for dig og to børn under 12 år til alle Kulturnattens arrangementer samt gratis transport i Hovedstadsområdet.
Hvis I bevæger jer videre ud i Kulturnatten, så er der fine oplevelser at hente for børnefamilier lige i nærheden. Tag fx metro eller bus et enkelt stop eller to for at komme til fx KU.BE, Musikhøjskolen, Teatret Riddersalen, Musikmuseet, Frederiksbergmuseerne eller Frederiksberg Rådhus. Se alt hvad der sker på Frederiksberg på Kulturnatten.dk.