Inspiration til (højt)læsning derhjemme

Gå på opdagelse efter nye læseoplevelser hjemme hos jer selv!

Vi har alle et helt særligt sted, som vi foretrækker, når vi skal læse en god bog. Måske sætter du dig altid i den bløde lænestol, gemmer dig under dynen eller tager bogen med i badekarret? 

Men nogle gange sker der noget helt magisk, når det sted, vi læser, og den litteratur, vi læser, hører sammen og skaber en helt ny læseoplevelse. Vi kan nemlig opleve en bog på en helt ny måde afhængigt af, hvor og hvornår vi læser den.

Vi har skabt et kort over gode steder, man kan lede efter læseoplevelser derhjemme. Og vi har udvalgt helt særlige bøger til netop de læsesteder. Med dette kort i hånden kan du og din familie altså gå på jagt efter magiske læseoplevelser hjemme hos jer selv. 

Lån bøgerne på biblioteket eller reservér dem her fra listerne lige nedenunder her.

I sofaen

Synk ned i sofaen, og læs en af de tre bøger, der på hver deres måde stiller spørgsmålet: Hvad er et hjem egentligt?

Carson Ellis: Hjem (4-8 år)

Dyk ned i de mange billeder, der giver bud på, hvad et hjem også kan være.

Eva Staaf: Tilly som troede at – (4-7 år) 

Tag med Tilly på besøg hos hendes venner, der alle bor meget forskelligt.

Kajsa Gordan: Alene hjemme (6-12 år)   

Læs om et spirende venskab mellem to børn, som kommer fra helt forskellige hjem.

På toilettet   

Sæt dig godt til rette på det lille hus, nyd freden og læs en af de tre bøger fyldt med gode lokumshistorier.                                            

Birgitte Meldgaard Larsen: Hr. Pølle (4-7 år)              

Nogle gange hjælper det at have en ven som Hr. Pølle, når man skal lære at gå på toilettet selv.

Harmen van Straaten: Vi skal på WC! (3-6 år)             

Toilettet er låst, og bjørn, gris og de andre dyr skal virkelig på toilettet. Hvem er mon på toilettet så længe?

Stine Dreyer: Pruttebogen – leksikon over fimser (6-10 år)

Få en skøn indføring i forskellige pruttetyper, som kan få smilet frem hos de fleste: Geværsalven, Rædselsprutten, Seriefisen – og der er mange andre af slagsen.   
                      

Under spisebordet

Lav en hule under spisebordet, tag lommelygten i hånden og læs en af de tre bøger, der med garanti giver spænding og gys.

Bette Westera: Hvor blev Benny af? (4-8 år)

Sidste år forsvandt en dreng fra klassen efter festen. Hvor blev han egentlig af?

Annie Graves: Æggets hemmelighed (9-11 år)

Du er invitereret til pyjamasparty - men du må kun være med, hvis din historie er uhyggelig nok.                                         

Dennis Gade Kofod: Besat (8-12 år)

En magisk gyser med en fortælling, der sætter sig spor… For dig, som elsker horror.                

På køkkenbordet

Sæt dig til rette på køkkenbordet og giv dig i kast med en af de tre bøger, der alle har en sjov og skæv vinkel på den kulinariske oplevelse.                                                                

Kim Fupz Aakeson: Serien om Hr. Struganoff (4-6 år)

I Hr. Struganoffs restaurant bliver det aldrig kedeligt, når både dyr og mennesker kommer på besøg.                                                                                       

Kirsten Ahlburg: Serien om Kokken Konrad (6-8 år)

Tag med i køkkenet hos kokken Konrad. Det bliver sjovt!               

Jørn Jensen: Smager larver godt? (9-12 år)

Liva og Johan bager med mel af tørrede larver. Spørgsmålet er, om larver smager godt?                                                                                                                                

I vindueskarmen

Find en god plads med udsigt til verden udenfor, og læs en af de tre bøger, der får dine tanker til at vandre og drømme til at vokse.                                                                                      

Isabel Sánchez Vegara: Serien om Små mennesker, store drømme (4-6 år)

Læs om fantastiske mennesker. Alle begyndte de som et barn med en drøm og endte med at opnå det mest utrolige. 

Mette Vedsø: Jessy for evigt (4-8 år)

Tag på en filosofisk rejse med Jessy, der forsøger at få styr på tid, evighed og det uendelige.    

Søren Lind: Historien om dig (4-10 år)  

Her får du hele historien om, hvordan alting begynder og ender.     

I garderobeskabet                                                       

Kravl ind under tøjet i garderobeskabet, klæd dig ud og læs en af de tre bøger, der alle handler om at forvandle sig og lysten til at rejse på eventyr.

Anne Bengtsson: I garderoben (3-6 år)

Garderobeskabets støvede beboere – Gammelkuffert, rygsækkene og sømandssækken – fortæller historier om deres rejser ud i verden.

Kim Fupz Aakeson: Svendman (4-8 år)  

Når livet ikke er helt let, og man bare er en lille, slap dreng, så er det godt at kunne forvandle sig til en superhelt. Eller er det?

Elias Våhlund: Serien om Håndbog for superhelte (9-10 år)

Følg Lisas rejse mod at blive en ægte superhelt. Det bliver ikke kedeligt!

I sengen       

Her i din egen seng kan du dykke ned under dynen og læse en af de tre bøger, der handler om tiden lige før søvnen, der ikke altid kommer.

Wade Bradford: Hvem sover på 12. sal? (3-6 år)

Kom med Hr. Snork på hotel “Den halve for det hele”, hvor man ikke bare deler værelse, men også seng med en fremmed.                     

Reeli Reinaus: Sussie og de forsvundne får (4-7 år)    

Har du svært ved at sove ligesom Sussie? Så skal du møde hendes familie, der har mange gode fortællinger om, hvordan man kan falde i søvn igen. Det synes de i hvert fald selv.

Katrine Marie Guldager: Anton føler skyld (5-10 år)   

Nogle gange kan det være svært at sove, når man tænker på, at det ikke er alle børn, der har en seng i et trygt hjem. Det er sådan, Anton har det.