Du kan møde Nikolaj Nørlund på tomandshånd på biblioteket (foto: Niels Christensen / norlund.com)

Ny læsekreds - mød Nikolaj Nørlund

14.11.22
TÆNDSTIK - Deltag i eksklusiv læsekreds i selskab med Nikolaj Nørlund.

Onsdag den 7. december 2022 får Biblioteket Frederiksberg besøg Nikolaj Nørlund, når han deltager i en eksklusiv læsekreds sammen med en sluttet gruppe af velforberedte læsere. Du kan være med.

I fællesskab vil vi - ikke høre - men læse Nikolaj Nørlunds sange, når deltagerne under kyndig vejledning af bibliotekets formidlere tager en række sangtekster fra Nørlunds bagkatalog til nærmere eftersyn. Nikolaj Nørlunds tekstkorpus er på én gang mundret og abstrakt, højpandet og simpelt, umiskendeligt nørlundsk og skrevet af alle mulige andre end sangeren selv. I læsekredsen vil vi undersøge, hvad der er på færde, når vi i fællesskab dissekerer rim, rytme, ordvalg, stil, stemning, metaforer, du/jeg, melodi, temaer og meget, meget mere.

"Ny begynder
din nye sæson
Den varer indtil
the last lovesong"
 
- Nikolaj Nørlund: Den ny sæson (2009)
 

Vi kalder læsekredsen 'Tændstik - læs Nikolaj Nørlunds sange', efter hovedværket 'Tændstik' (2003). Som deltager kommer du helt tæt på én af Danmarks mest stabile sangskrivere, og du får mulighed for at vende din egen Nørlund-læsning med andre skarpe læsere - og Nikolaj Nørlund selv. Læsekredsen henvender sig til inderkredsen af Nørlund-fans, men i lige så grad dig, der er Nørlund-novice, og aldrig helt er kommet med på vognen.

Der er få pladser, men til gengæld lover biblioteket unikke betingelser for en reel samtale mellem læser, sangskriver og andre læsere. Og så er det gratis.

- Nikolaj Nørlund udgav i 2003 rockpladen 'Tændstik'. Sort Sol-trommeslageren Tomas Ortved medvirker.

 

Tilmelding

For at få én af de stærkt begrænsede pladser i læsekredsen skal du skrive en mail til bibliotekets litteraturformidler Søren Langager Høgh (soho06@frederiksberg.dk). Fortæl gerne lidt om dit forhold til Nikolaj Nørlund.

Der er begrænsede pladser. Alle er velkomne. Eneste forudsætning er, at du er åben og nysgerrig på at læse og tale med andre om det. Du skal være klar til at løse et kortfattet forberedelsesmateriale og deltage i samtalen om teksten. Læsekredsen tager udgangspunkt i forberedelsesmaterialet og en Spotify-playliste. Læsekredsen mødes én gang.

"Det er uforpligtende
og jeg elsker det
og jeg elsker at elske det"
 
- Nikolaj Nørlund: Hun læser op (2021)
 

Nikolaj Nørlund er mange

Nikolaj Nørlund (f. 1965) har siden 90'ernes begyndelse været en toneangivende musiker, mentor og musikalsk iværksætter. Han har udgivet musik hos multinationale Sony Music, han har slået bunden ud af skalaen for minimalistisk musik, han har lavet storladen kompositioner med fuldt symfoniorkester, og han har sat baren for, hvordan og hvorfor man skal synge på dansk.

Med sit eget pladeselskab - Auditorium, hedder det - har Nikolaj Nørlund længe før internettets og laptoppens tidsalder løbet med faklen for uafhængig skabelse musik. Og endelig har han været producer, kurator og samlingspunkt for en række projekter, bl.a. en oversættelse af Leonard Cohen til dansk, 'På danske læber'.

"Vil du mig mere
så rids det ind i din pande
de ord der forsvinder
er dem der aldrig var sande"
 
- Nikolaj Nørlund: Ridset i panden (1996)

Nikolaj Nørlunds repertoire er imponerende bredt, og han har igennem sin karriere søgt samarbejdet med en række af de bedste danske musikere, herunder Rune Kjeldsen, Tomas Ortved, Lise Westzynthius, Jakob Høyer, Anders AC Christensen, Adi Zukanovic. Tilsvarende har han ladet skønlitterære forfattere lave tekst til sin musik, bl.a. Michael Strunge (posthumt), Lone Hørslev, Naja Marie Aidt, Peter Laugesen, Bjørn Rasmussen. Nikolaj Nørlund er mange.

 

 
___________________________________________________________________
 

TÆNDSTIK - læs Nikolaj Nørlunds sange

Læsekreds med Nikolaj Nørlund
Onsdag den 7. december 2022
Biblioteket Frederiksberg
18:00 - 19:45 Læsekreds
20:15 - 21:00 Minikoncert med Nikolaj Nørlund i udlånssalen - se mere her
• Læsekredsen mødes én gang
• Deltagelse er gratis, tilmelding nødvendig, pladser fordeles efter først til mølle-princippet
• Læsekredsen tager udgangspunkt i et kortfattet forberedelsesmateriale
• Alle er velkomne
___________________________________________________________________
 

LYDSPOR I LITTERATUREN - Under overskriften ”Lydspor i litteraturen” sætter Biblioteket Frederiksberg resten af 2022 fokus på den tætte forbindelse mellem musikken og litteraturen. Det foregår på biblioteket, i podcasts ved arrangementer mv.