Informationsmøde: Hvilke ønsker har du til det nye medborgercenter?

Den 18. maj holder Medborgercentret Nordens Plads informationsmøde, hvor alle er velkomne til at dele deres ideer og ønsker til stedet.

Det nye medborgercenter, som åbner i sommeren 2017, bliver omdrejningspunkt for det lokale liv omkring Nordens Plads. Biblioteket Frederiksberg står for drift og udvikling, men områdets beboere skal selv være med til at skabe rammerne for stedet.

”Medborgercentret får kun liv, hvis borgerne i området bruger det, og derfor opfordrer vi alle til at komme til informationsmødet og dele deres gode idéer og ønsker til centret. Det er et nyt tilbud til borgerne, men de skal være med til at tegne linjen for indholdet,” siger Jacob Brønnum, leder af Medborgercentret ved Nordens Plads.

Medborgercentret kan rumme alt fra yogatimer, it-tilbud, lektie- og sprogcafé, fortælleklubber og andre sociale klubber og initiativer. Det er i sin grundprofil et samskabende sted, hvad enten det er med borgere, frivillige eller andre samarbejdspartnere.

Informationsmødet afholdes i de endnu ikke færdigindrettede lokaler på 
Medborgercenterets nye adresse, Nordens Plads 16A, 2000 Frederiksberg torsdag den 18. maj kl. 16.00 - 18.00.
Du finder Medborgercentret på bagsiden af Domus Vista Centeret ned mod Betty Nansens Allé.

Biblioteket Frederiksberg står for dagens program, hvor der også bydes på lidt godt til ganen. 

Fakta: 

·   Medborgercentret skal være omdrejningspunkt for samarbejde, medborgerskab, frivillighed, mangfoldighed og kultur i området omkring Nordens Plads og i Frederiksberg Kommune som helhed.
·   Medborgercentret åbner sommeren 2017 i nye lokaler på Nordens Plads og er en del af Biblioteket Frederiksberg.

For mere information: 

Jacob Brønnum, leder af Medborgercentret, 2898 1959, jabr09@frederiksberg.dk
Stine Torp Carlsen, kommunikationsansvarlig, 2898 1828, chca03@frederiksberg.dk