Udstillingen ”Enter Njála - din algoritme, din saga” bedømmer besøgende og giver en levende oplevelse af den største saga, fortællingen om Njal.
Udstillingen ”Enter Njála - din algoritme, din saga” bedømmer besøgende og giver en levende oplevelse af den største saga, fortællingen om Njal.

Ny interaktiv udstilling om Njals saga: Har du ære eller skam?

15.01.20
Udstillingen ”Enter Njála - din algoritme, din saga” bedømmer besøgende og giver en levende oplevelse af den største saga, fortællingen om Njal. Udstillingen åbner den 22. januar.

Fra den 22. januar til den 6. marts sætter Biblioteket Frederiksberg fokus på den fantastiske islandske saga om Njal. Njals saga og de øvrige islandske sagaer er urfortællinger i den nordiske litteraturhistorie. De er fulde af saftige dramaer, blodige hævntogter, humor og menneskelige dilemmaer. De er skrevet for næsten 1000 år siden, men deres tematikker lever i høj grad i nutidens digitale samfund.

I Njals saga er din status i samfundet fuldstændig afhængig af den offentlige mening. Dit liv afhænger af dit omdømme, og hvordan du ses udefra. I udstillingen om Njals saga kan man på egen krop prøve at blive bedømt udefra – men hvor sagaen bruger historier, bruger installationen algoritmer.  

Stor åbning den 22. januar med Ulla Henningsen og levende heste  

Udstillingen åbner den 22. januar med et festarrangement med islandske heste mellem bogreolerne, levende bål og et stort islandsk kor. Desuden vil skuespiller Ulla Henningsen og den islandske ambassadør læse op af Njals saga, mens borgmester Simon Aggesen indvier udstillingen.
 
I løbet af udstillingsperioden byder Biblioteket Frederiksberg på en række arrangementer og tiltag, som introducerer og udforsker Njals saga, og som skaber et bundt af forbindelser til en mere velkendt verden på Frederiksberg anno 2020. Man kan fx møde tech-journalist Anders Høeg Nissen til en workshop om algoritmer og ansigtsgenkendelse samt sagaforsker Annette Lassen og forfatter Stine Pilgaard til en samtale om de islandske sagaer med udgangspunkt i Pilgaards roman “Lejlighedssange”.


Program for udstillingsperioden

Sådan fungerer installationen

  1.  Træd ind gennem hestehåret og lyt til et citat fra Njals saga
  2. Dit ansigt analyseres i forhold til 16 følelser, som vrede, sorg, glæde og håb
  3. Du får svaret på, hvilke seks følelser som er stærkest hos dig
  4. Herefter bedømmer installationen, om du har skam eller ære og lyser enten lilla (ære) eller blå (skam).
  5. Du får et citat fra Njals saga, som matcher dit resultat.

Om installationen

"Enter Njála – din algoritme, din saga" er udarbejdet i et samarbejde mellem nordiske biblioteker og det prisbelønnede interaktionsdesignfirma Gagarin, der anvender ny teknologi til at udforske sagaernes verden. Projektet turnerer i Norden og er støttet af Slots-og Kulturstyrelsen, Danskernes Digitale Bibliotek og Nordisk kulturfond.

 

Tags