3. klasse - lette bøger

Jo mere fortrolig barnet bliver med selv at læse jo mere kan der bygges på. I de lette bøger er alle genrer og temaer repræsenteret. Ordene er længere og står lidt tættere på siderne, men der er stadig illustrationer, som understøtter læseoplevelsen for barnet. Her har vi samlet et bud på nogle gode serier i de lette bøger.

FC Mezzi

I denne fodboldserie er sproget let at forstå og selve historien fænger de fodboldinteresserede. De mange billeder understøtter fortællingen, hvorfor serien kan anbefales til dem, der ikke kan overskue for meget tekst.

K for Klara

Små hverdagshistorier fra et pigeliv fyldt med følelser og det med at finde ud af at være veninder. Serien behandler de temaer man kan opleve, når man er 8-11 år. Bøgerne er illustreret, så de understøtter fortællingen i historien.

Prinsesse enhjørning

En serie om det godes kamp mod det onde med afsæt i naturen. De mange farverige illustrationer understøtter fortællingen. Historien er let at læse med ”luft” mellem linjerne.

Monsterhotellet

Monsterhotellet er et grinagtigt gyserunivers med masser af sjove karakterer. Historierne er lette at læse og til sidst i hver bog er der små opgaver til læseren. Hver bog indledes på samme vis, så serien skal ikke læses i en bestemt rækkefølge.

Zombie jæger

Zombier, modgifte og teenagere på en mission. Denne serie er til dem som godt kan lide uhygge og gys. Bøgerne er letlæste og med dialoger. Serien skal læses i rækkefølge.