Læsernes bogpris 2017

Elsker du at læse? Så kan du være med til at stemme om, hvem der skal have Læsernes bogpris 2017. Danmarks Biblioteksforening uddeler sammen med Berlingske og de danske folkebiblioteker hvert år "Læsernes bogpris".

Hvem der skal modtage prisen afgøres suverænt af den størst tænkelige ekspertgruppe, nemlig landets læsere. Når du stemmer, er du samtidig med i konkurrencen om at vinde en bogpakke med de nominerede bøger, lige til at slå sig ned i lænestolen med. Hvilken bog er din favorit? Gå til afstemningen.

Nominerede bøger

Folkets skønhed af Merete Pryds Helle
Marie vokser op på Langeland i 1930'erne i et forarmet miljø, der ikke levner mange muligheder for de unge, som ønsker sig et andet liv end forældregenerationen. Ægteskabet med Otto bliver et springbræt til storbyen og fremskridtet.

  

Vivian af Christina Hesselholt
Biografisk roman om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009). Hun passer rige folks børn og fotograferer ved siden af i tusindvis af folk på gaden. Vivian er speciel, og kun ved et tilfælde kommer billederne til offentlighedens kendskab.



En hårnål klemt inde bag panelet af Søren Ulrik Thomsen
Essayistiske tekster, erindringshistorier og prosadigte. Med tiden som omdrejningspunkt filosoferer Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) over forskellige oplevelser i sit liv, herunder bl.a. erindringen, sin egen dødelighed og fænomener i samtiden .



Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors
Sonja er single og fra Vestjylland men er havnet i København som ung. Nu er hun i fyrrerne og prøver at tage et kørekort, men det er svært at lære at skifte gear. Samtidig føler hun sig ikke rigtig hjemme i sit liv og langt fra familien og sin oprindelse.



Grand Danois af Daniel Dencik
Ni noveller om den moderne mands ensomhed og eksistentielle utilpassethed i nutidens samfund     



Den hvide rose af Olga Ravn
160 korte digte som kredser om temaer som kærligheden, døden og sygdom med rosen som et gennemgående symbol



Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten
Fantasy roman om den 17-årige Anne får et drømmeagtigt syn, hvor hun oplever et gammelt bestialsk mord på en ung rødhåret pige, i hvis ryg morderen har skåret et runetegn. Snart florerer en serie af voldsomme mord på egnen. Alle ofrene er rødhårede piger, og på dem alle er det mystiske runetegn. 




Hvor taler du flot dansk! af Abdel Aziz Mahmoud
Journalist og tidligere tv-vært Adel Aziz Mahmoud (f. 1983), der flygtede til Danmark med sin familie i 1984, beretter om sin integration i det danske samfund, og kaster lys over de mange paradokser, der findes i integrationsdebatten.



Det sorte USA af Jørn Brøndal
Om den afroamerikanske befolknings historie: slaveriet og dets ophævelse, raceadskillelsen, borgerrettighedsbevægelsen i 1950'erne og 1960'erne, Barack Obamas vej til præsidentembedet og raceurolighederne, som bryder ud igen og igen.

 

De savnede af Thomas Rydahl
Klaverstemmer og taxachauffør Erhard Jørgensen er temmelig meget på spanden, da han påtager sig en detektivopgave på Fuerteventura, hvor han bor. Mens han eftersøger en illegal flygtning, er et dansk tv-hold ankommet til øen for at opspore den egenrådige kendis Le Lupus' far.



 

Dette indlæg er skrevet af Rebekka Mohr
Bibliotekar