Vinterbøger til de 12-14-årige

Her får du et overblik over de bøger til vinterlæsningen, som biblioteket anbefaler til de 12-14-årige

Bøgerne om Zam af Jepser Wung-Sung. Fra ca. 13 år.

De to bøger om zombiedrengen Zam er meget mere end splat og uhygge. Zam drømmer om at passe ind i verden og være en helt almindelig dreng, og bøgerne er medrivende og tankevækkende fortællinger om at føle sig udenfor og om frygt for det man ikke forstår. Der sker sjove ting i bøgerne, men de efterlader også læseren med noget at tænke over.

"Hest horse Pferd cheval love" og "Liv life Leben vie love" - fra ca. 11 år.

De to bøger om hestepigen Naja, og hendes oplevelser med veninderne Taxa og Silke er lidt skæve og underfundige og egner sig godt til en læser, der gerne vil have lidt at tænke over, når bogen er slut. 

Pissemyre og "Brysterne er det sted på kroppen, hvor følelserne buler ud" - fra ca. 11 år

De to bøger er ikke en del af en serie, men handler begge om at blive teenager, opleve følelser for første gang og ikke mindst om sorgen over at miste en man har kær. Derudover er begge bøger ret sjove og rørende på samme tid, og man føler og griner med både Melvin og Marie, mens man læser om deres hverdag med pinlige episoder og voksne, der bare ikke altid helt forstår, hvad der foregår.

"Mine venner er døde" og "En som mig - Oda og Arins dagbog" - fra ca. 11 år

To alvorlige bøger, som på hver sin måde viser hvor svært det kan være, at være ung og som efterlader læseren med noget at tænke over.

"Mine venner er døde" er en medrivende og intens fortælling om drengen Kim, der bor i et krigshærget land. En dag finder Kim en revolver, og bliver dermed en aktiv del af krigen. Er du til nervepirrende spænding og bøger med et drys fantasi, så skal du kaste dig over denne bog.

"En som mig" er skrevet i dagbogsform. I bogen følger vi den temperamentsfulde Oda og den pligtopfyldende Arin, der i løbet af et skoleår fjerner sig fra hinanden, da Arin bliver inviteret ind i en ny pigegruppe, og Oda holdt udenfor. Vi får historien fra begge pigers synsvinkler, og bogen er en af dem, der sidder i læseren længe efter man har læst bogen færdig. Snyd ikke dig selv for denne virkelig gode bog.

"Løb eller dø" - fra ca. 11 år

Er du til gaming og fortællinger med fart over feltet? Så skulle du tage og læse Helle Perriers bog, som er første del i serien "Gamerklassen" om drengene Martin og Jamal, der uventet bliver virkelig gode til spillet Zombieræs, og derfor bliver optaget i den eftertragtede Gamerklasse, hvor kun de bedste og mest håbefulde spillere får adgang. Bøgerne er spækket med detaljerede spillesekvenser og er du gamer i virkeligheden, så vil du også elske at læse denne bog.