Foto: Harvey Macauley

Årets bedste danske spændingsroman

18.03.22
Tillykke til Morten Hesseldahl, der modtager Harald Mogensen prisen for årets bedste danske spændingsroman. Hesseldahl har tidligere modtaget prisen for bogen Drager over Kabul, han er den eneste, der har modtaget prisen mere end én gang.

Politisk thriller om Grønland

Mørket under isen er en fremragende, aktuel, stemningsmættet og velresearchet politisk thriller, der trækker på fascinerende scenarier fra den kolde krig og nutidens politiske virkelighed. 
Pipaluk Jonasson er dansk/grønlandsk, men forlader Grønland som ung pige under dramatiske omstændigheder. Hun er uddannet elitesoldat, og bor i Danmark uden planer om nogensinde at vende tilbage. Pipaluk har før været udsendt på missioner for den danske hær, men er nu turistguide. Et job, hun mister samtidig med, at hun kæmper med et alkoholmisbrug.
Netop da møder hun en tidligere chef, som har et forslag om, hvordan hun vender tilbage til Grønland. Pipaluk oplever et Danmark med brutale racistiske overfald på grønlændere, og hun følger rystet den hadefulde dialog på de sociale medier. Så er der "Iceworm", et skrinlagt amerikansk projekt fra 1950'rne, som gemmer sig under den smeltende is på Grønland.

Belyser aktuelle politiske hændelser

Juryen skriver i sin begrundelse:  "Når årets vigtigste pris for spændings- og kriminallitteratur går til Morten Hesseldahl er det, fordi han endnu en gang har leveret en formfuldendt thriller med alt til faget henhørende. Men det er også fordi Morten Hesseldahl insisterer på thrillergenrens forpligtelse på virkeligheden. Han skriver nemlig ikke bare potent og velskreven underholdning. Nej han bedriver litteratur, der belyser samtiden og dens aktuelle politiske hændelser. Således i 'Mørket under isen', der stiller skarpt på Danmark og den tidligere koloni Grønland. På racisme, på geopolitik. Og det på en facon, så siderne vendes med bævende læber til sidste punktum"

Prisoverrækkelsen foregår på Krimimessen i Horsens lørdag den 2. april kl. 13.00. Læs mere om Krimimessen.
Morten Hesseldahl  er adm. dir. for Gyldendal og forfatter til en række tegneserier og romaner. Indenfor tegneserier, har han bl.a. skrevet en meget rost serie om Danmark under besættelsen. Han er i dag mest kendt for sine spændingsromaner. Læs mere om Morten Hesseldahls forfatterskab på Forfatterweb.

 

Materialer