Mediastream
Mediastream

Adgang til de gamle aviser

05.10.17
Det har aldrig været nemmere at få adgang til danske avisartikler - og nu tilbyder dit bibliotek endnu flere avisartikler

Det Kongelige Bibliotek i Aarhus (tidl. Statsbiblioteket) scanner i disse år alle de danske aviser og gør dem tilgængelige på nettet.

Det er en kæmpemæssig opgave, og der vil gå mange år, før alle aviser er digitaliseret. Foreløbig har man digitaliseret de eksisterende avismikrofilm, og derfor er det som regel kun hovedstadsaviserne og større provinsaviser, der er tilgængelige.

Det er besluttet, at aviserne skal være 100 år gamle, før de er tilgængelige på nettet – men der er heldigvis andre muligheder for at komme til at læse nyere aviser.

Aviser ældre end 100 år

De ældste aviser er tilgængelige via Mediastreams hjemmeside.

Du kan søge på alle forekomster af ord eller sætninger, og det er let at afgrænse søgeresultatet efter avistitler, efter udgivelsessteder og få dem præsenteret i mindre tidsintervaller.

Du skal dog være opmærksom på, at Mediastream har svært ved at genkende de gamle ”gotiske” bogstaver i 1800-tallets aviser. Det kan derfor være en god idé at søge på korte ord. Du kan altid efterfølgende supplere med flere ord, og se hvad der dukker op.

Det kræver ingen password at benytte Mediastream, så længe du kun er på jagt efter avisartikler, der er mere end 100 år gamle.

Aviser yngre end 100 år

Der er kun tre biblioteker, der giver adgang til Mediastreams avisartikler efter 1917. Det er Det Kongelige Biblioteks afdelinger i København og Aarhus. Der ud over kan du også få adgang til artiklerne i Det danske Filminstituts bibliotek i Gothersgade. Men du er nødt til at henvende dig personligt ét af stederne.

De ejerløse aviser – et nyt tilbud på Frederiksberg Bibliotek

Mediastream har for nylig givet folkebibliotekerne licensadgang til de såkaldte ”ejerløse” aviser, dvs. aviser der er gået ind for mange år siden, og som ingen længere har copyright til. Fra København drejer det sig f.eks. om Aktuelt, Land & Folk og Nationaltidende.

Nu har Biblioteket Frederiksberg også åbnet adgangen til de ”ejerløse” aviser. Du kan få adgang fra alle publikums-pc’er (også de bærbare) på Hovedbiblioteket og på filialerne.

Der er ingen password til Mediastreams hjemmeside. Hvis du finder en artikel fra perioden 1917-2001, som der er adgang til, vil det fremgå tydeligt. Møder du derimod teksten ”Begrænset adgang”, kan du ikke få adgang.

Findes der andre muligheder?

Ja, det gør der heldigvis.

Bibliotek.dk er den store fælles database for samtlige folke- og forskningsbiblioteker i Danmark. Her kan du få adgang til Artikelbasen og med den direkte adgang til de fleste større avisartikler i landsdækkende dagblade fra de sidste 15-20 år.

Du kan også få adgang til mange danske tidsskriftartikler, men det er ikke alt, der er tilgængeligt endnu.

Avisartiklerne og nogle af tidsskriftartiklerne kan du få direkte adgang til at læse ved et enkelt klik i Artikelbasen. Men der er også tidsskriftartikler, som du skal bestille, hvorefter de meget hurtigt bliver sendt til din mailboks. Ordningen er ganske gratis, og du skal ikke gøre andet end at registrere dig som bruger af bibliotek.dk - og huske at være logget på, når du benytter Artikelbasen.

Bibliotekets personale hjælper dig altid gerne med at komme godt i gang med bibliotek.dk og Artikelbasen.

Infomedia er de danske dagblades store fælles database, der så dagens lys i 1990 og i dag indeholder millioner af artikler fra næsten alle danske dagblade og en lang række nyhedsmagasiner og fagblade.

I mange tilfælde kan du sagtens finde avisartikler, der er 20-25 år gamle.

Du kan få adgang til Informedia ved personlig henvendelse hos os. Bibliotekets aftale med Infomedia tillader os derimod ikke at sende dig artikler pr. mail.

Det har aldrig været nemmere at få fat i gamle avisartikler – og biblioteket hjælper dig gerne på vej.