Hasan Daraghmeh, "What if It's Real" (2020)
Hasan Daraghmeh, "What if It's Real" (2020)

Art in Corona Times - se kunstfilm på bibliotekets facade

03.06.20
Efter mørkets frembrud viser vi små film, der kaster et finurligt og kunstnerisk blik på coronatiden.

Filmfestivalen 60Seconds har de sidste mange år i en uge omdannet byrummet i København, Frederiksberg og omegn til et levende lærred.

Kunstnere fra hele verden indsender hvert år bidrag, der alle lever op til ét simpelt benspænd: Filmenes længde skal være præcis 60 sekunder.

Under coronanedlukningen har festivalen hver dag udvalgt én film fra festivalens historie, der på vidt forskellig vis har fået ny betydning i lyset af den tid, vi befinder os i - eller som sætter corona-epidemien og verden som helhed i perspektiv fra en sjov eller finurlig vinkel.

Udendørs visning i skumringen

En række af filmene kan i den kommende tid også ses på Hovedbibliotekets facade, hvor de efter mørkets frembrud lyser pladsen foran hovedindgangen op.

Se blandt andet polske Julia Sokolnickas "Catching Clouds", hvor en idyllisk sky på en blå himmel langsomt afsløres som et meget verdsligt fænomen.


Australske Eva House står bag den neon-digitale danser med den tvetydige titel "Smiley".


Og norske Hasan Daraghmeh leger med arkitekturens rumfornemmelse i "What if It's Real", hvor bygninger i horisonten skiftevis skrumper og skyder i vejret. 


Disse og mange andre film kan ses hver dag fra mørkets frembrud og til kl. 01.00 på Hovedbibliotekets facade (ved indgangen). 

Alle film kan ses på 60Seconds' Vimeo-side