Jo Nesbø
Jo Nesbø

Bedste norske krimi i 2019

20.05.20
En af Nordens, måske en af verdens, bedste krimiforfattere Jo Nesbø vinder Rivertonprisen for bedste norske krimi 2019, som er den seneste Harry Hole-krimi "Kniv".

Harrys værste mareridt

Harry vågner op ved liget af en af hans nærmeste, som er blevet knivdræbt. Han har blod på sig, men har total blackout og kan intet huske. I denne krimi drives Oslo politis mest sagnomspundne og uortodokse efterforskere ind i et helvede, han ikke i sine værste mareridt har kunnet forestille sig.

Som læser sad jeg hele tiden med hjertet i halsen, var dybt bekymret for Harry og var lige nødt til at læse en side mere. Plottet er udspekuleret og kompositionen gennemført virtuos, som altid i Hole-land, og flere gange tager handlingen en overraskende drejning. 

Stor alvor elegant udformet

Juryen for Rivertonprisen skriver i sin begrundelse:

"Kniv er en mørk, desperat og sorgtung roman med stor alvor, og med suveræn håndtering af en kompliceret efterforskning. Den er elegant udformet med konstante overraskelser og mange rundture, der tager os i overraskende retninger, og med mange glitrende enkeltstående fortællinger om fortidige hændelser."

Det er anden gang Jo Nesbø modtager Rivertonprisen, første gang var for debutromanen "Flagermusmanden" fra 1997.

Verdensklasse

Efter min og mange andres mening er Nesbø velskrivende og stemningsskabende som få andre, ja blandt de bedste i verden. Han vover også at udfordre genren og udsætte sin helt for de mest forfærdelige ting, hvilket både er med til at gøre det interessant men også udvikler og beriger krimigenren.

Jeg har læst og genlæst alle Nesbøs bøger om Harry Hole, og alle har været en stor og uforglemmelig læseoplevelse. Det er svært at udvælge en enkelt, og den nyeste vil jeg altid sige er den bedste. Men alligevel skal jeg tvinges, må jeg pege på "Snemanden", som en af de bedste. Hvilken Harry Hole-krimi er din yndlingskrimi?

Mere om Nesbø til alle fans

Læs mere om Jo Nesbø på hans danske forlag Modtryks hjemmeside og på Forfatterweb. Her kan du også læse et spændende interview med mesteren. Du finder rækkefølgen på Harry Hole-krimierne her på hjemmesiden.

Materialer