Kongetro Tobias Bukkehave
Kongetro Tobias Bukkehave

Bemærkelsesværdig krimidebutant

25.05.20
Tobias Bukkehave har hidtil skrevet børnebøger, men debuterer nu som krimiforfatter med den anmelderroste Kongetro. Konspiration, magtmisbrug og en dosis Homeland - det glæder jeg mig til!

Jægersoldat vender hjem

Tobias Bukkehave debuterer med en spændingsroman om Tom Cortzen, der er tidligere dansk jægersoldat. Han er tilbage i Danmark for at deltage i faderens begravelse. Toms far var en højt dekoreret militærmand.

Selv om Tom egentlig har besluttet sig for at kappe alle bånd til fædrelandet, efter en traumatisk oplevelse i i Irak, bliver han alligevel overtalt til at hjælpe en hemmelig enhed i det danske forsvar. En iransk topprogrammør er blevet dræbt i Dubai, og hans danske kæreste er forsvundet. Tom skal stoppe en potientel katastrofe.

Spænding i et globalt perspektiv

Kongetro er en heftig historie om magtmisbrug, konspiration og nationalisme i en verden, hvor landegrænserne i stigende grad trækkes hårdere og hårdere op. Det er spænding ud over hverdagen og sat ind i et globalt perspektiv.

Tobias Bukkehave er blandt andet inspireret af tv-serien "Homeland" og siger i et interview "Tematisk har jeg været optaget af, hvordan vores verden på samme tid bevæger sig i to helt forskellige retninger; en indadvendt (nogle ville sige reaktionær) vej, der peger tilbage på nationalisme og lokalt sammenhold, og så en international, åben og globalistisk retning" .

Tobias Bukkehave har skabt en stærk hovedperson. En dansk blanding mellem Lee Childs Jack Reacher og Tom Clancys Jack Ryan. Det synes jeg lyder meget spændende og interessant, derfor glæder jeg mig til at læse Kongetro.

Rosende anmeldelser

'Kongetro' er en begavet og politisk aktuel spionhistorie, en klon mellem John Le Carré og Agent 007 - måske set før, men sjældent så spændstigt og spændende. Bukkehave skriver godt, han er vidende og humoristisk, og så har han noget på hjerte. Merete Reinholdt,  Berlingske

"Debut fra dansk forfatter blander sig med de bedste politiske thrillere. Fremragende dansk debutspændingsroman." Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten

Materialer