Bibliotekets musikpodcast søger deltagere

04.08.20
Vi søger deltagere til musikpodcasten ”Min tone i livet” .

Raske Penge, Anya, Pelle Peter Jencel, Nana Jacobi og Anders Bøtter er blandt de medvirkende, der allerede har delt deres fortællinger om et nummer, som har særlig betydning for dem. Indtil videre har 80 personer, både musikere, radioværter, producere, forfatter m.m., men også helt almindelige musikentusiaster, medvirket i bibliotekets ugentlige podcast.

I de blot 5-10 minutter lange afsnit fortæller de medvirkende om et nummer, der har haft særlig betydning for dem. Enten ift. deres privatliv, deres karriere eller ift. deres musikalske præferencer.

Tidligere medvirkende
Blandt de personligheder, som tidligere har medvirket i podcasten, finder man udover de allerede nævnte bl.a. musikerne IAMJJ, Maria Juntunen (Nelson Can), T.S. Høeg, Steffen Westmark (The Blue Van), Dragut Lugalzagosi (The Great Dictators), Signe Høirup Wille-Jørgensen (Jomi Massage) og Fuzzy, forfatterne Leonora Christina Skov, Stine Pilgaard og Jacob Skyggebjerg, og radioværterne Alex Nyborg Madsen, Søren Rebbe, Kristoffer Lind (Radio4) og Jakob Wivel (P2) samt Teaterchef Kasper Holten og tidligere cykelrytter Brian Holm.

Men nu søger Biblioteket Frederiksberg også helt almindelige musikentusiaster til podcasten.

Om Min tone i Livet
Med ’Min tone i Livet’ ønskede Biblioteket Frederiksberg at lave en anderledes musikpodcast, der var mindre leksikalsk og i stedet for at fokusere på selve musikken, fokuserer på hvilke følelser, den skaber hos os, og hvilken betydning musikken har/får.

Podcastens nu 80 afsnit afspilles i snit 250 gange pr. afsnit, og samlet er blevet downloadet tæt på 20.000 gange. Læs mere om Min tone i livet.

Har du lyst til at medvirke?
Hvis du har lyst til at medvirke i Min tone i livet, så skal du blot sende en mail til kulturformidler Morten Ammitzbøll på moam02@frederiksberg.dk.