Bibliotekets litteraturformidler Bettina med Benjamin Koppels familiefortælling fra 1930ernes København
Bibliotekets litteraturformidler Bettina med Benjamin Koppels familiefortælling fra 1930ernes København

Boganbefaling: Annas sang

En storslået fortælling om musik, religion, drømme og traditionernes åg.

Hannah er det yngste barn i en stor, musikalsk, farverig og hjertevarm jødisk familie. Hun vokser op i Fiolstræde i hjertet af København i 1930erne. 

Familiens dominerende og dramatiske midtpunkt er moderen Bruche, som ønsker, at alle hendes børn gifter sig jødisk og fører slægten videre. Én efter én kommer Hannahs brødre hjem med danske kristne kærester og nægter at indgå i arrangerede ægteskaber.

Hannah selv forelsker sig i den kommunistiske Aksel, som både tager til Spanien og kæmper mod Franco og senere går ind i modstandsbevægelsen, da Danmark bliver besat. I sidste ende kan Hannah dog ikke svigte sin families forventninger, så hun opgiver kærligheden og sine pianistdrømme.

Hun vælger pligten, gifter sig med franske François og bosætter sig i Paris. 

Humoristiske detaljer

Musikken flyder gennem hele romanen, den binder familien sammen, den er en fælles passion, og selvom Hannah ikke får opfyldt sine musikalske drømme, opgiver hun ikke musikken.

Indflettet i Hannahs historie er også fortællingen om, hendes forældres liv i den polske landsby de kom fra, og hvordan de og andre fra slægten valgte at udvandre og søge lykken andre steder.

Jeg bliver forført af Benjamin Koppels malende sprog med sans for humoristiske detaljer. Beskrivelserne af Bruches hysteriske anfald - skiftevis truende og tryglende som en anden skuespiller på de skrå brædder, når sønnerne hjembringer ikke-jødiske kærester, er både morsomme og pinlige.

Lyslevende

For mig står første del af romanen, som beskriver Hannahs opvækst og ungdom i København, stærkest.

Beskrivelserne af familien med onkler og tanter, højtiderne og dagligdagen i København er skrevet, så man ser det hele udspille sig lyslevende for sig.

Annas sang er stor, bred familieroman i ordets bedste forstand - en skøn, berigende og hyggelig læseoplevelse.

Andre romaner der på den ene eller anden måde har samme temaer eller minder om Annas sang

Materialer