Boganbefaling: Himmelstormere af Maggie Shipstead

05.09.22
Vidunderlig roman om Marian Graves, der trodsede alt og blev pilot, men forsvandt under et forsøg på at flyve jorden rundt fra pol til pol, og Hadley en kvindelig skuespiller, der årtier senere prøver at løse mysteriet om Marians liv og hemmeligheder.

En hård start

Vi møder Marian Graves, da hun som ganske lille bliver reddet sammen med sin tvillingebror Jamie fra et synkende skib. Marian og Jamie vokser op på landet hos deres onkel. De lever et frit men fattigt liv, da onklen drikker det meste af pengene op. Som 15-årig opdager Marian flyvning og sætter sig for at blive pilot. Hun er både kvinde og uden penge, så det er en nærmest umulig opgave.

Stor kærlighed og stor sorg

Men pilot bliver hun selvom prisen nogle gange er forfærdelig høj. Marian gennemlever et frygteligt ægteskab, som hun undslipper fra. Ved begyndelsen af 2. verdenskrig kommer hun til London som kvindelig ATA pilot, og oplever både stor kærlighed og stor sorg. Efter krigen sætter Marian sig for at flyve jorden rundt fra pol til pol og det er under denne rejse, at hun forsvinder sporløst i 1950´erne.

To skæbner knyttes sammen

Det andet spor handler om Hadley en ung, vild hollywoodstjerne, der er faret vild i sit eget liv. Hadley får rollen som Marian i en stort anlagt film om Marians liv og forsvinden. Hadley er også opvokset hos sin onkel, efter hendes forældre forsvandt i deres fly. Hadley har haft meget succes, men møder stor modgang. De to kvinder viser sig at have flere ting til fælles og deres skæbner knyttes sammen.

Jeg synes, at særligt historien om Marian og hendes tid, præget af barske beslutninger og fatale situationer,  er både levende fortalt og meget gribende. Det er en glimrende og højtflyvende roman, som tager læseren med på en spændende og rørende rejse, der gør indtryk.

Materialer