Bibliotekets Litteraturformidler Alma Bay med Stine Pilgaards Meter i sekundet
Bibliotekets Litteraturformidler Alma Bay med Stine Pilgaards Meter i sekundet

Boganbefaling: Meter i sekundet

De vil i Velling... og læserne vil Stine Pilgaard.

At læse bøger er en meget lydløs oplevelse.

Bortset fra sidernes raslen, når man bladrer, giver hverken bog eller læser normalvis meget lyd fra sig.

Men Stine Pilgaards anmelderroste roman Meter i sekundet er langt fra en lydløs roman.

Den både suser af blæst fra Vesterhavet, brummer af bilmotorer og klinger af sang.

Ham der Anders Agger

Det er svært præcist at beskrive, hvad bogen handler om, synes jeg.

De fleste anmeldere af bogen skriver noget om at tøjle sin højtråbende personlighed og at være ny, både i rollen som forælder til en dreng, der muh’er til både ko og dagplejemor, som påhæng til en ombejlet højskolelærer og i rollen som bilist.

Og det er rigtigt. Det handler bogen om.

Men der er noget mere på spil hos Pilgaard, som gør, at karaktererne står lysende klart for én, og man har lyst til at blive ved og ved (og ved) med at læse.

Måske er det det med ham der Anders Agger.

Han vandrer nysgerrigt ind i lukkede verdener, og han er – selvfølgelig, kunne man få lyst til at tilføje – med i Meter i sekundet.

Og ligesom Aggers portrætter, der altid indeholder en ømhed og nysgerrighed overfor verden og de portrætterede personer, er Stine Pilgaards bog både kærlig og ærlig i fremstillingen af det lille samfund og de personer, der befinder sig dér.

Samtalekrigeren

Man kan således ikke andet end at holde af den lettere håbløse jeg-fortæller, der alt for ivrigt tramper ind i Vellings afdæmpede relationer.

Hun får samtalesorg, da hun opdager, at hun ikke kan finde ud af den overfladiske small-talk, der praktiseres i det vestjyske.

Hun bliver for hurtigt personlig og kommer til at snakke om sex og opdigte dybe venskaber med både købmand og dagplejemor fem minutter inde i relationen.

Hun beskriver det selv, som om hun er en slags samtalekriger:

»Når jeg snakker med folk, minder jeg om en, der går i krig. Jeg bliver ivrig, står alene i en suppe af lyde, lægger mig som en steg i skiver på et fad foran dem, en optøet isdessert med fjollede paraplyer i.«

Velling med vilje

Hun kører lokalsamfundet træt, og både købmand og den ene kørelærer efter den anden opgiver hende med en hovedrysten.

Men hvor der er Velling, er der vilje; Vi vil i Velling, gentager de lokale, som et mantra og en ideologi.

Samtalekrigeren insisterer på at lære formen og øver sig både på koblingspunkt og den upersonlige samtale, mens læseren kan fryde sig over hendes små svipsere og de tydelige forskelle mellem den kaffedrikkende storby-forfatter og de te-drikkende landsbyboere.

På den måde er romanen nærmest en forlængelse af forfatterens to andre værker Lejlighedssange og Min mor siger, som deler nysgerrigheden, forkærligheden til finurlige personligheder og hovedpersonens forsøg på at passe ind i en given konstellation med Meter i sekundet.

Vi nynner med, Stine

Ind i mellem kørelektioner og samtaler om samtaler krydres narrativet af de sange, hovedpersonen skriver.

Sange som Fortabt er jeg stadig, Efterårssang uden blæst og Vuggesang til de utrøstelige binder bro mellem fortællingen om den nybagte mor og fortællingen om det nytilflyttede højskolevedhæng og fylder bogen med lys og musik.

Selv siger Pilgaard i et interview i Politiken, at hun synes, at det kunne være hyggeligt, hvis læserne kunne sidde og nynne med gennem bogen.

Og tro mig, Stine. Det gør vi.

Materialer