Foto: Frederik Emil Høyer-Christensen
Foto: Frederik Emil Høyer-Christensen

Dengang Raske Penge havde hip hop-pennevenner

19.03.22
Tag med reggaemusikeren 'back to the old school' i bibliotekets podcast Min tone i livet.

"Jeg betragter i virkeligheden 1987 som det år, jeg blev født. Der opdagede jeg noget, der var elektrisk spændende."

Reggaemusikeren Rasmus Poulsen - bedre kendt som Raske Penge - faldt pladask for hip hoppen, da han som 9-årig tilfældigt optog et program fra lokalradioen.   

Hvordan det foregik, og hvad det førte med sig, kan du høre i dette afsnit af bibliotekets musikpodcast Min tone i livet

Helt alene i en subkultur

På Rasmus' kassettebånd med lokalradio-optagelser lå "Going Way Back" med New York-rapperen Just Ice.

Nummeret åbnede dørene til en ny og fascinerende subkultur, som Rasmus dog var helt alene om at dyrke i barndomsbyen Vestbjerg i Nordjylland.

Her var klassekammeraterne mere optaget af tidens poptoner fra Cindy Lauper, Rick Astley og Pet Shop Boys.

Hip hop-pennevenner  

I stedet fandt Rasmus et fællesskab med andre ligesindede gennem lokalradioens hip hop-program Future Shock

Senere fik han pennevenner i Skørping, som han udvekslede hjemmelavede kassettebånd med.  

Og gennem hip hoppen fik Rasmus øjnene op for reggae- og dancehall-musikken, som han har været med til at udbrede i Danmark. 

Hip hop var for Rasmus alt andet end en døgnflue, som mange på den tid beskrev den som. Han havde på fornemmelsen, at hip hop en dag ville blive forstået og værdsat. 

I dag må man i den grad sige, at han fik ret!   

Lyt med 

Hør Rasmus fortælle sin historie herover, og dyk ned i bagkataloget med over 130 andre fortællere, der alle er blevet ramt af ét bestemt stykke musik. 

Hør f.eks. musikere som Anya, Jomi Massage og T.S. Høeg, forfatterne Leonora Christina Skov, Jacob Skyggebjerg og Tine Høeg og radioværterne Anders Bøtter, Henrik Milling og Alex Nyborg Madsen.  

Hør også DJ og festivaldirektør Frederik Birket-Smith fortælle om en ukendt og obskur reggaesang, der blev soundtracket til en rejse til Jomfruøerne.

 

Og hør bibliotekar Mads Bluhm, hvis historie ligesom Raske Penges omhandler et nummer fra hip hoppens guldalder: Ice-Ts "Midnight".