Digitale skolestartsposer til nye skolebørn

07.05.20
For at hjælpe alle kommunens nye skolebørn og deres forældre med de gode samtaler om at starte i skole, har vi samlet tre slags digitale skolestartsposer.

Biblioteket Frederiksberg pakker normalt hvert år den grønne bogcykel med muleposer fulde af bøger om at starte i skole og cykler ud til alle SFO’er. Her plejer vi at møde spændte børn og forældre, der glæder sig til skolen starter rigtigt, men som også har masser af sommerfugle i maven. For hvad venter egentlig på den anden side af sommerferien?

En stor overgang

I år kan vi desværre ikke komme ud i skolegårdene, som vi plejer – men det betyder jo ikke, at denne tid ikke er fyldt med forventning og nervøsitet for børnene. Overgangen mellem børnehave og skole er et stort skift forbundet med både stolthed og angst. Pludselig skal man være langt mere selvstændig, kunne sidde stille og navigere i lektier og et stort nyt socialt fællesskab.

Som forældre er det også en stor overgang. Måske er det svært at huske, hvordan man selv havde det, da man begyndte i skole – og skoledagen ser måske også ganske anderledes ud, end den man selv kan tænke tilbage på.

Digitale skolestartposer

Vi vil gerne hjælpe med at skabe afsæt for gode samtaler om det at starte i skole – også selvom verden ser anderledes ud, end den plejer. Derfor har vi samlet tre forskellige digitale skolestartsposer. Her er både noget til de børn, der ikke kan vente, til dem der har kriller i maven, og til dem der tror, de skal kunne det hele inden, de begynder i skolen.

De bøger og film I kan finde i skolestartsposerne, gør det at starte i skole mere håndgribeligt for barnet og giver mulighed for at tale med barnet om alle de følelser, der naturligt kan fylde ved overgangen fra børnehave til skole. Derudover har vi samlet en række gode apps, der styrker de kompetencer, som skolen har fokus på i 0. klasse.

I kan finde de tre forskellige digitale skolestartsposer her.