Foto:Colourbox

Efterårslæsning - anbefalinger af krimier

17.09.18
Når det begynder at blive mørkere i vejret og vinden suser udenfor, er det hyggeligt at krybe indenfor med en bog. Jeg giver her nogle bud på nye og gode krimier og spædingsbøger, der får dig til at glemme regn og rusk.


Kastanjemanden af Søren Sveistrup
Krimi. Makkerparret Thulin og Hess fra drabsafdelingen i København skal opklare en række grumme og bestialske kvindemord begået af en sadistisk og koldblodig seriemorder. Sagen involverer tilsyneladende socialministeren og den aldrig opklarede sag om socialministerens forsvundne datter. Eneste ledetråd er kastajnefigurer fundet ved ofrene.

Ulven af Nele Neuhaus
Kirchhoff og Bodenstein bliver viklet ind i en uhyggelig og særdeles farlig sag, da de forsøger at opklare identiteten på en mishandlet og myrdet teenager. For snart bliver de kaldt ud til et brutalt og sadistisk overfald på en sensationsjournalist, og Kirchhoff aner en sammenhæng imellem de to sager.

Dukkehuset af Matthew Arlidge
Vicekriminalkommissær Helen Grace fra Southampton har atter en sag med en seriemorder, som iscenesætter og manipulerer i stor stil. Han kidnapper unge kvinder og holder dem længe skjult, inden han tager livet af dem. Samtidig tweeter han pigernes familier i deres navn, så familierne fejlagtigt tror, at alt er i skønneste orden. 

Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock
Lukas er forsvundet og børnene i skolegården snakker om en mystisk æblemand. Det eneste spor er Lukas' telefon, der afslører, at han lider af pareidolia som gør, at man ser ansigter i forskellige ting såsom bygninger. Journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer bliver begge sat på sagen. Heloises viden og arbejde med PTSD-ramte soldater skal vise sig nyttigt.

Den faldende detektiv af Christoffer Carlsson
En ung universitetslektor i sociologi findes op mod jul knivdræbt i Stockholm. Politimanden, Leo Junker, som vi første gang mødte i Den usynlige mand fra Salem og som stadig plages af minder fra den sag, bliver sat på sagen. Sagen viser sig at have forbindelse til både ekstreme venstre- og højreradikale miljøer. Sagen er kompliceret, og en indblanding fra efterretningstjenesten, gør det ikke enklere

Havets børn af Anna Ekberg
Spændingsroman om Rebekka der, i en voldsom bilulykke i Afrika, mister både sin mor og sit ufødte barn. 17 år senere, da Rebekka får konstateret livstruende kræft, fortæller hendes far hende, at datteren lever. Det bliver en ikke ufarlig rejse verden rundt for Rebekka, i jagten på at finde datteren.

Øjne i mørket af Robert Bryndza
En læge findes myrdet i sin seng, med en plasticpose over hovedet. Kort tid efter finder et lignende mord sted. Kriminalkommissær Erika Foster sættes på sagen. Ofrenes eneste fællestræk, er at de er enlige mænd, så hvorfor har morderen udvalgt dem? Som sagen skrider frem, står det tydeligt for Erika, at der er tale om noget så sjældent som en kvindelig seriemorder.

Strengt fortroligt af Karen Cleveland
Vivian arbejder for CIA's afdeling for russisk spionage og er på tiende år gift med Matt. Sammen har de fire børn og lever et ganske normalt liv. En dag dukker Matts billede op i forbindelse med infiltration af en computer der tilhører en russisk mistænkt. Blandt fem billeder af formodede russiske spioner, er der et billede af Vivians mand. Vivian bliver stillet i en umulig situation og overfor nogle umulige valg.  

Savas vidner af Sara Bouchet: 
Danielle får et opkald fra sin søster i Skotland, som beder hende om straks at komme. Da Danielle ankommer har søsteren begået selvmord, men Danielle kan ikke få det til at stemme. Danielle har selv store neurotiske problemer., hun er suspenderet fra sit virke som præst, hendes kæreste er gået fra hende og en traumatisk barndom præger hende stadig.

Hjerteknuser af Geir Tangen
Hjerteknuser er den anden, selvstændige spændingsroman om Viljar Ravn Gudmundsson og Lotte Skeisvoll. Da Viljars søn Alex bliver anklaget for mord kommer hans forhold til sønnen for alvor på prøve. For hvordan kan det passe, at der bliver fundet spor af stoffer i sønnens blod? Og hvordan er Viljars søn blevet involveret i højreekstremisme?

Pigen fra Brooklyn af Guillaume Musso
Raphael udspørger sin nyligt forlovede Anna ud om hendes fortid, imens de er på ferie i Sydfrankrig. Modvilligt viser hun ham et makabert billede, og fortæller at det på billedet er hendes skyld. Straks efter forsvinder hun ud af døren. Raphael er efterladt tilbage med en masse spørgsmål om Anna og hendes mørke fortid.

Mitformordene af Jessica Fellows
Krigssygeplejersken Florence Nightingale Shore bliver myrdet ombord på et tog. Hvad er årsagen til drabet, og hvem gjorde det? Den unge pige Louisa får ansættelse på Asthall Manor som barnepige. Snart er Louise sammen med 16-årige Nancy fra Mitford-familien, dybt involverede i opklaringsarbejdet godt hjulpet af en ung mand fra jernbanepolitiet. Et kort resume af bogen kunne være Agatha Christie møder Downton Abbey.
.

Materialer