Electric Ladyland fylder 50 år.

23.11.18
I år er det 50 år siden Jimi Hendrix ubestridte mesterværk, Electric Ladyland, udkom.

I år har vi markeret 50 året for det ungdomsoprør, der i 1968 udfordrede de gældende autoriteter, den borgerlige seksualmoral og i det hele taget bare forestillede sig en anderledes verden.

Når status gøres op her 50 år senere, må konklusionen være, at når det kom til at ændre samfundets økonomiske strukturer, så fejlede 68erne fuldstændigt, men hvad angik ligestillingen og opgøret med autoriteterne, så fik 68erne i den grad sat sit aftryk på eftertiden.

På det musikalske område fik 68erne også efterladt sig nogle imponerende landemærker, som den dag i dag stadigvæk overskygger meget af samtidens rock, og der synes blandt mange musikkritikere, at være en enighed om at rocken peakede dengang.

Electric Ladyland - et udødeligt mesterværk

Et album, som udkom i oktober 68, og dermed også fejrer sit 50 års jubilæum i år, er Jimi Hendrix tredje og sidste album, Electric Ladyland. En plade der giver mig gåsehud hver eneste gang jeg sætter den på. Hvad enten det er den snigende intro til Woodoo Child (Slight Return), eller den fuldstændigt magiske version af Bob Dylans All along The Watchtower, som Dylan selv anerkendte var bedre end originalen, så er man aldrig i tvivl om at man har at gøre med vaskeægte rockhistorie, når Electric Ladyland blæser ud af højtalerne.

Hendrix udfordrede vores forestillinger om hvad rockmusik kunne være. Hans rytmeguitarspil var fuld af små melodiske fills, spillet med lillefingeren, der med en legende lethed gjorde rytmedelen langt mere interessant og varieret at lytte til. Soloerne blev ofte ved og ved, og kunne munde ud i deciderede støjcoullager, hvor hans eksperimenteren og improvisation med diverse effektpedaler tilførte hans virtuositet en ekstra psykedelisk dimension. Forud for sin tid på alle tænkelige måder, og skaber af musik, der aldrig bliver for gammelt.

Kom forbi biblioteket og se vores Hendrix udstilling

På Biblioteket fejrer vi 50 året for udgivelsen af Elctric Ladyland med en lille Jimi Hendrix udstilling i musikbiblioteket, som dokumenterer de få gange Hendrix besøgte Danmark.

Og ja, så kan du naturligvis låne Electric Ladyland, samt meget andet fra Hendrix samlede diskografi her på biblioteket.

Tags
Materialer