Anders Greis

Fællessangeren Anders Greis voksede op med Soundgarden

11.11.20
Komponisten bag to sange i den nye udgave af Højskolesangbogen er ugens gæst i bibliotekets musikpodcast Min tone i livet.

Torsdag d. 12. november udkommer den nye udgave af Højskolesangbogen, der har været ventet med spænding i årevis.

Sangskriver og trommeslager Anders Greis er medforfatter til 2 sange, som har fået det ærefulde hverv at blive udvalgt til Højskolesangbogens 19. udgave. 

Det drejer sig om "Ramadan i København" (skrevet med Isam B, Özcan Ajrulovski og Nana Jacobi) og ”Forårssang uden håb” (skrevet med Kristina Holgersen og Stine Pilgaard).  

Anders står også bag fællessangs-arrangementer med udgangspunkt i den 19. udgave af Højskolesangbogen - læs mere her.

Anders' egen musikalske sti blev brolagt, da han som teenager ramlede hovedkulds ind i Soundgardens rock-epos "Black Hole Sun" (1994). 

Hvor stor betydning den sang fik for ham, fortæller han om i ugens afsnit af bibliotekets musikpodcast Min tone i livet, som du kan høre herunder.

Enkle melodilinjer

"Black Hole Sun" var fra starten et nummer, den musikglade Anders slet ikke kunne afkode.

Når han spillede det med sit teenage-grungeband, lød det i hvert fald ikke helt, som når Soundgarden spillede det. 

Senere lærte Anders, hvordan nummerets styrke ikke er avancerede trommefills og komplicerede guitarfigurer, men de enkle melodilinjer, som bandet bygger oven på deres komplekse sammenspil.

Anders lærte også, hvordan det handler om at have den rigtige lyd på sit instrument, så det man spiller, understøtter sangen bedst muligt.

Følg Min tone i livet

Du kan høre alle afsnit af Min tone i livet her, og du kan også abonnere på serien i din foretrukne podcast-app.

Hør bl.a. hvordan en enkelt sang fik særlig betydning for Raske PengeLeonora Christina SkovAnders BøtterANYALeif SylvesterHenrik Milling og mange, mange andre.  

Der kommer nye afsnit i serien hver onsdag. 

Om højskolesangbogen

Den nye udgave af Højskolesangbogen indeholder alle de velkendte fællessangshits, som er blevet sunget gennem generationer.

Det er en del af bogens historie, at der løbende tilføres nye sange, mens andre må vige pladsen – og derfor har 151 nye sange fundet vej til den nye udgave.

Der er i alt 601 sange i Højskolesangbogen. Den første udgave af Højskolesangbogen blev lanceret i 1894. 

Læs mere om Højskolesangbogens 19. udgave her.