Tragedien om Den Franske Skole
Tragedien om Den Franske Skole

Film: Tragedien om Den Franske Skole

18.03.20
”Vi var 24 i børnehaveklassen – kun 5 af os overlevede den dag”, fortæller den 81-årige pensionerede præst, Elisabeth Lyneborg.

For 75 år siden - den 21. marts 1945 - kom englænderne ved en fejl til at bombe Den Franske Skole på Frederiksberg.  Det er første gang Elisabeth Lyneborg fortæller sin grusomme historie til et kamera. 

Jakob Willadsens rørende erindringsfilm hedder Tragedien på Den Franske Skole og varer 20 minutter.

Onsdag den 21. marts 1945 vil for altid stå som en sort dag i Frederiksbergs historie.

Klokken 11.16 om formiddagen faldt de første britiske bomber i området omkring Den franske Skole på Frederiksberg Allé. Målet for de angribende britiske fly var ikke den frederiksbergske skole, men Gestapos danske hovedkvarter, Shellhuset, nær Vesterport Station.

Uheldigvis ramte en af de britiske flyvemaskiner en lysmast på Vesterbro under indflyvningen og styrtede ned i et garageanlæg nær Den franske Skole. Nogle af de efterfølgende fly troede fejlagtigt, de havde nået bombemålet og kastede derfor deres dødbringende last i området omkring skolen.

Kvarteret blev forvandlet til en ruinhob. En række ejendomme på Maglekildevej, Amicisvej, Dr. Priemes Vej, Frederiksberg Allé og Henrik Ibsens Vej udbrændte totalt, mens andre led betydelig skade.

I alt 116 personer, heraf 87 børn, omkom ved katastrofen på Frederiksberg. Hertil kom et stort antal sårede.