Filmanbefaling: De urørlige

Er du til feelgood-film, så læs med her, hvor bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm anbefaler den største franske filmsucces fra de seneste år.

De urørlige er et komedie-drama og handler om et særligt venskab mellem to meget forskellige mennesker.

Den ene, Phillipe, er meget rig og bor i et fint kvarter i Paris i et stort hus med tjenestefolk. Men han har samtidig et handicap, da han er lam fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Derfor sidder han i kørestol og skal have hjælp til alt.

Den anden, Driss, er en sort, småkriminel og arbejdsløs fyr. Men en dag får han jobbet som personlig assistent for Phillipe. Driss har modsat mange andre ingen medlidenhed med Phillipe. Og netop af den grund ser Phillipe ham som det helt rigtige valg.

Til at blive i godt humør af

Filmen er baseret på en rigtig historie. Og generelt holdes tonen i filmen på et humoristisk niveau.

Normalt ser jeg ikke franske film, men lige præcis De urørlige er en film, jeg vil anbefale, da den er sjov, velspillet og rørende. Jeg tror også, den rammer et bredt publikum.

Venskabet mellem de to hovedpersoner skaber nogle rigtig sjove situationer, som man bliver i godt humør af. Det er netop humoren, som løfter filmen og gør den så glimrende. Hovedpersonerne har det sjovt, og det samme har man som tilskuer.

Især skuespilleren Omar Sy, som spiller Driss, er fremragende i en rolle, hvor han hele tiden overser Phillipes handicap og ikke viser medlidenhed. Det gør stemningen mere let og befriende.

Det er en opløftende film, som er værd at se. Også selvom man normalt ikke ville vælge en fransk film.

Filmen får 5 stjerner ud af 6. 

Lån filmen på dvd eller se den på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer