Foto: Filmstriben
Foto: Filmstriben

Filmanmeldelse: Alle ved det

Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set dramaet med Javier Bardem og Penelope Cruz.

Alle ved det er et drama fra 2018.

Selvom filmen er et spansksproget drama, indeholder den også elementer af thriller og gys, som man kender fra amerikanske film.

Bryllupsfest

Filmen starter med, at en masse gæster ankommer til en stor bryllupsfest et sted uden for Madrid. Man introduceres til forskelige familiemedlemmer og bekendte.

Penelope Cruz spiller rollen som Laura, der ankommer med sine to børn, fordi hendes søster skal giftes.

Javier Bardem spiller rollen som Paco, Lauras tidligere kæreste, der også ankommer til brylluppet.

Forsvundet

Under festen bliver Lauras datter pludselig sløj, og derfor hjælper Laura hende op på et værelse, så hun kan sove.

Men da Laura senere vil kigge til sin datter, er hun forsvundet fra værelset. Ingen af gæsterne har set datteren, så de leder efter hende, men hun er væk.

En panikstemning breder sig, da det ikke er til at vide, hvad der er sket.

Og det bliver værre, da Laura pludselig får en besked på sin telefon, der fortæller, at datteren er blevet kidnappet, og at der kræves penge for at få hende tilbage.   
   
Kidnapningen igangsætter et stort drama og sætter familiens tillid til hinanden på en prøve.

Der rives også op i gamle sager, og folk kommer under mistanke. Ingen ved rigtigt, hvem de kan stole på.


Spansk

Nogle gange kan jeg have svært ved at kaste mig over en film, hvor sproget er noget andet end engelsk eller dansk.

Men der findes også gode udenlandske film, og temaet i den spanske Alle ved det kunne godt have været i en amerikansk film.

Alle ved det starter spændende og holder interessen fanget langt hen ad vejen men føles dog også lidt lang til sidst.

Skuespillet er godt fra især de to hovedroller, og det er sjovt at se et emne som kidnapning flyttet hen til et ikke-engelsktalende land.

Generelt er der ikke så meget andet at sige, end at filmen slet ikke er så svær at gå til og sagtens kan ses af folk, som normalt vil foretrække amerikanske actionfilm.

Man behøver ikke holde sig væk, fordi sproget er spansk.

Jeg giver filmen 4,5 stjerner ud af 6.

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer