Filmanmeldelse: Arctic

FANGET I KULDEN: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm anmelder Mads Mikkelsen i Joe Pennas film fra 2018.

Arctic er et overlevelsesdrama med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Filmen er næsten uden replikker og dialog og har konstant Mads Mikkelsen i fokus som den næsten eneste skuespiller.

Strandet efter flystyrt

Mads Mikkelsen spiller rollen som en strandet person efter et flystyrt. Han er styrtet ned i Arktis, et iskoldt område omkring Nordpolen.

Alt er dækket af is og sne, og der er ingen andre i nærheden. Lige indtil en redningshelikopter dukker op for derefter selv at styrte ned på grund af et kraftigt stormvejr.

Den strandede person løber hen til helikopteren og finder to piloter hvor kun den ene stadig er i live, en kvinde.

Han indser, at han selv må gå efter hjælp, så han begynder at gå hen over det øde snedækkede landskab, mens han prøver at redde den overlevende kvinde ved at trække hende efter sig på en slæde.

Ind i mellem må de finde nogle huler, hvor de kan gå i læ for kraftige snestorme. Det er en lang trættende rejse med mange forhindringer.

Gennemgående stilhed

På grund af den meget begrænsede mængde af replikker, dialog og skuespillere, er der en gennemgående stilhed i filmen.

Man hører dog noget underlægningsmusik og lyden fra stormvejret, som Mads Mikkelsen trasker igennem. Det er ham, som er i centrum i filmens spilletid på omkring en halvanden time.

Visuelt flot

Jeg blev personligt ikke helt fanget af filmen, som er en overlevelseshistorie fra start til slut.

Den er visuelt flot med billederne af det store øde arktiske landskab, som understreger Mads Mikkelsens ensomhed og isolation.

Han spiller også udmærket, selvom jeg har set ham i bedre og mere underholdende roller. Til gengæld har han en meget krævende rolle her, da han hele tiden er på skærmen uden noget modspil.

Filmen er værd at se, den er ikke for lang, men den tåler heller ikke en længere spilletid.

3 ud af 6 stjerner

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingstjeneste

Materialer