Foto: Filmstriben
Foto: Filmstriben

Filmanmeldelse: Fargo

MORD I MINNESOTA: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set Coen-brødrenes thriller-klassiker.

Fargo er en Oscar-vindende amerikansk thriller fra 1996, instrueret af Coen-brødrene.

I filmen medvirker Frances McDormand, der spiller rollen som politibetjenten, som skal opklare nogle brutale mord.

Svindelnummer

Kort fortalt handler filmen om, at en bilsælger, spillet af William H. Macy, er i økonomiske problemer og derfor arrangerer en kidnapning af sin egen kone for derefter at få svigerfaren til at betale løsesum.

De to kidnappere, som er med i svindelnummeret, kommer undervejs til at begå nogle mord, der sender politiet i hælene på dem.

Skæv humor og underholdende biroller

Fargo er en film uden meget action men til gengæld med en skæv form for humor, nogle ind i mellem underholdende dialoger og fint skuespil.

Frances McDormand vandt en Oscar for denne rolle, men jeg var nu mest underholdt af humoren og skuespillet fra filmens biroller, de to kidnappere der virkelig har nogle glimrende scener sammen.

Filmen kan sammenlignes lidt med Pulp Fiction, da den er meget drevet af dialog og skæve roller.

Fargo har dog ikke lige så lang en spilletid, hvilket gør, at scenerne heller ikke trækkes i langdrag.

Til gengæld har den heller ikke de spektakulære skududvekslinger, som ses i Pulp Fiction, Reservoir Dogs og True Romance.

Generelt er Fargo en sjov film uden det helt høje tempo, men med en hel del underholdende scener, som gør den værd at se.

Jeg giver filmen 4 stjerner ud af 6

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer