Foto: Filmstriben
Foto: Filmstriben

Filmanmeldelse: A History of Violence

FORTIDEN SPØGER: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set David Cronenbergs thriller fra 2005 med Viggo Mortensen i hovedrollen.

I filmen A History of Violence spiller Viggo Mortensen rollen som Tom Stall, der lever et familieliv, samtidig med at han er ejer af en restaurant.

En dag bliver hans restaurant udsat for et røveri og overfald. I selvforsvar skyder Tom Stall de to røvere og forhindrer dermed overfaldet og redder restaurantens gæster og ansatte.

En anden person

Dagene efter kommer Tom Stall i aviserne, og han udråbes som en helt i byen. Han er ikke vant til alt den opmærksomhed og ønsker det heller ikke.

Men da han prøver at få sit liv til at køre almindeligt igen med familie og arbejde, opsøges han af to mænd på sin restaurant, der bliver ved med at bilde ham ind, at han er en anden person.

Trusler og tvivl

Efter at Tom Stall flere gange har afvist, at han skulle være en anden, end den han er, begynder de to mænd at true ham og hans familie.

Dette vender op og ned på Tom’s liv, da han må beskytte sin familie, der også begynder at tvivle på, om han gemmer på nogle hemmeligheder, der har været skjult for dem.

 

Holder interessen fanget

A History of Violence er en utroligt spændende thriller, der holder interessen fanget det meste af tiden.

Viggo Mortensen har haft mange filmroller i forskellige genre og i denne film, spiller han en meget almindelig karakter. Og det gør han glimrende.

Denne rolle er langt fra hans eventyrhelt i Ringenes Herre og den skæve karakter fra Captain Fantastic. Her er han mere naturlig og menneskelig. Skuespilleren Ed Harris fungerer også rigtig godt i en ubehagelig skurkerolle.

Positiv overraskelse

Jeg oplevede filmen som en positiv overraskelse på grund af den intense handling, der ikke sætter en masse sidehistorier i gang eller inddrager for mange unødvendige karakterer. Filmen fokuserer på sin hovedperson og gør ham interessant.

Filmen har også nogle voldsomme actionscener, som man skal være forberedt på, hvis man vælger at se A History of Violence.

A History of Violence får 5 små stjerner.

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer