Filmanmeldelse: Midway

SLAGET OM MIDWAYØERNE: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set den storslåede 2. verdenskrigsfilm fra 2019.

Midway foregår under 2. verdenskrig og handler om slaget om Midway. Filmen er instrueret af Roland Emmerich og er baseret på den virkelige historie om søslaget ved Stillehavet mellem USA og Japan. 

Historien starter i 1941 med det japanske angreb på Pearl Harbor. Herefter følger slaget om Midway i 1942 omkring Midwayøerne i Stillehavet. Dette førte til at USA blev en del af 2. verdenskrig i Europa.

Flot iscenesættelse

Instruktøren Roland Emmerich har tidligere lavet science fiction-filmen Independence Day, katastrofefilmen The Day After Tomorrow og monsterfilmen Godzilla.

Alle sammen teknisk flotte film hvor fokus har været på vilde og overdrevet actionscener. Det har handlet om kampen mod aliens, jordens undergang eller et japansk kæmpemonster.

I Midway er genren en anden, og historien er mere realistisk. Instruktøren har kastet sig over et kapitel under 2. verdenskrig, hvor man følger de amerikanske soldater og piloter under Stillehavskrigen. 

Generelt er filmen teknisk flot lavet. Der er mange flotte luftslag. Hele krigen er en stor flot iscenesættelse.

Især når kameraet bevæger sig rundt oppe i luften med de amerikanske piloter, som skyder løs på japanske fly, kan man virkelig mærke krigen tæt på. Det er en ret god fornemmelse. Billeder og lyd fejler altså ikke noget.

 

Flot udadtil, men manglende indhold

Til gengæld virker personerne i filmen ret anonyme. Man lærer dem ikke rigtig at kende. De bliver nemlig ikke gjort til interessante karakterer i filmen. Der er ikke rigtig nogen, som skiller sig ud.

Alle medvirker bare i en stor krig, som udadtil ser flot ud men indholdsmæssigt ikke har så meget at byde på.

Derudover mangler filmen noget humor. Det har instruktørens andre film haft. Der har man også set et sjovere og mere vedkommende persongalleri, end tilfældet er her.

Især en film som Independence Day havde humor og sjove replikker. Det synes jeg, der mangler i Midway.  
           
Filmen får 2,5 stjerner ud af 6

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste.

Materialer