Foto: Filmstriben
Foto: Filmstriben

Filmanmeldelse: Robocop

HALVT MENNESKE, HALVT MASKINE: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set den amerikanske 80er-science fiction-klassiker.

Robocop er en amerikansk science fiction-actionfilm fra 1987 instrueret af Paul Verhoeven.

Filmen handler om den unge politimand Alex Murphy, der i jagten på en flok forbrydere gennem gaderne med sin kvindelige kollega ender med at blive offer for et voldsomt skyderi.

Skurkene affyrer skud mod ham gentagene gange, indtil han falder livløst til jorden, hvorefter de efterlader ham. 

En cyborg

Da den unge betjent pludselig vågner efter at have været bevidstløs, er en stor del af hans krop udskiftet med robotdele, og han har fået indkodet et program, der går ud på, at han skal fjerne alle byens kriminelle ved enten at arrestere dem eller udrydde dem.

Alex Murphy er blevet halvt maskine, halvt menneske. En cyborg, Robocop.

Selvom Robocop er en effektiv betjent, der rydder op i den kriminelle verden, er der stadig menneskelighed i ham, og hukommelsen og minderne begynder efterhånden at komme frem igen.


Rå stil og medrivende stemning

Det er første gang, jeg ser 80’er-actionfilmen Robocop.

Filmen har nogle imponerende og rå actionscener. Man bliver nok ikke blæst helt bagover, da man er vant til meget i dag indenfor actiongenren, og man kan godt se på effekterne, at Robocop er en ældre film.

Men der er noget af den samme rå stil og medrivende stemning, som der også var i The Terminator fra 1984. 

Filmens skurke er meget overdrevene og tegneserieagtige lidt ligesom i gamle James Bond-film, men det passer fint ind i dette univers, hvor man egentlig bare skal underholdes. 

Det er sjældent, Robocop står stille tempomæssigt. Der er hele tiden gang i den, og jeg vil tro, at hvis man var underholdt af Die Hard og Terminator-filmene, så vil Robocop være et godt valg.

Filmen får 4,5 stjerner ud af 6

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer