Foto: Filmstriben

Filmanmeldelse: Train to Busan

Zombier i toget! Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set den sydkoreanske gyser/horror-film.

Train to Busan er en zombie-film fra 2016, der næsten hele tiden udspiller sig i en række togvogne.

Hovedpersonen er en fraskilt far, som skal følge sin datter hen til sin mor. Datteren har nemlig fødselsdag og vil gerne besøge sin mor. Derfor tager faren og datteren et tog sammen, som kører til byen Busan.

Epidemien bryder løs

Togturen ender i et mareridt, da en person på perronen lige når at springe ind i toget, inden det kører. Personen er inficeret og forvandles til en zombie.

Snart bliver flere af passagerene inficeret, og en zombie-epidemi bryder løs i toget. Der bliver hele tiden flere af dem, da zombierne aggressivt går til angreb på de passagerer, som prøver at slippe væk, inden de selv bliver smittet og forvandlet.

Hovedpersonen og hans datter må sammen med de andre raske passagerer strategisk bevæge sig gennem togvognene for at undgå at blive taget.

De skiftevis flygter og gemmer sig. Det er heller ikke sikkert at stige af toget, da epidemien åbenbart er landsdækkende.

Klaustrofobisk stemning

Inden for zombiegenren er der lavet amerikanske film som I Am Legend med Will Smith og World War Z med Brad Pitt. Her har der været store Hollywoodnavne til at trække et publikum.

I Train to Busan er skuespillernavnene nok ret ukendte, med mindre man har set mange sydkoreanske film. Derfor er det nok ikke det, der vil lokke folk til at se denne film. Filmen skal leve på sit koncept.

Udover at være en zombiefilm er Train to Busan også en af den slags film, der foregår på et begrænset område.

Det giver noget uhygge og en klaustrofobisk stemning, når personerne bevæger sig rundt i et lukket rum med begrænset plads. Den slags film er blevet lavet før, men her tilføres der horror i form af zombier.

Godt underholdt

Jeg ser sjældent sydkoreanske film, og det er også sjældent, at jeg kaster mig ud i en zombiefilm. Men hvis man kan lide genren eller generelt er åben over for noget nyt, så kan Train to Busan anbefales.

Der er både horror og action, og det kører med højt tempo hele tiden. Jeg var udmærket underholdt, men så heller ikke mere end det.

Jeg giver filmen 3,5 stjerner ud af 6

Lån filmen på dvd eller se den på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste.

Materialer