Foto: Filmstriben
Foto: Filmstriben

Filmanmeldelse: Ud af intet

SORG OG RETFÆRDIGHED: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set tyske Fatih Akins stærke drama fra 2017.

Ud af intet spiller Diane Kruger rollen som Katja, der oplever en personlig tragedie, da hendes mand og søn omkommer under et terrorangreb i Hamborg, fordi en bombe eksploderer.

Efterfølgende er hun i dyb sorg og kan næsten ikke holde det ud.

Politiet efterforsker sagen, og det lykkes at finde frem til gerningsmændene.

Hævn

Sagen kommer for retten, og Katja er besat af et mål om at få hævn og retfærdighed.

Men da retssagen ikke udvikler sig, som hun ønsker, bliver hun så fortvivlet, at hun vælger at tage sagen i egen hånd.

Filmens første del handler altså om Katjas tragedie, og hvordan dagene derefter forløber med personlig sorg og politiets opklaring af mordet, mens den midterste del er et retssalsdrama, og sidste del er jagten på hævn.
       
Det er derfor nogle alvorlige emner, filmen kommer rundt omkring.

Noget af det kan virke lidt tungt og dystert, men filmen har bestemt sine spændende øjeblikke. Især dramaet i retssalen er meget intenst og velspillet.

Grebet af dramaet

Diane Kruger som er kendt fra hollywoodfilm spiller her en meget dominerende hovedrolle, hvor hun hele tiden er i centrum af historien. Det gør hun godt, og man holder med hende.

Selvom filmen hele tiden har en meget alvorlig stemning over sig uden glimt af humor, så gribes man af dramaet og ser gerne med hele vejen for at se, hvordan det vil gå for Katja.

Ud af intet er en solid spændingsfilm og kan anbefales.
          
Jeg giver filmen 4 stjerner ud af 6

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer