Filmanmeldelse: The Wrestler

Let´s get ready to rumble! Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set Darren Aronofskys wrestling-film fra 2008.

The Wrestler er et drama med skuespilleren Mickey Rourke i hovedrollen.

Mickey Rourke spiller rollen som en ældre wrestler, der havde sin storhedstid i 80’erne. Selvom han er blevet ældre og har mange skrammer, har han stadig stor interesse for brydning samt musklerne til det.

Eftersom han er ensom, da hans eneste familie er en datter, som ikke vil se ham, bruger han sin tid på at vende tilbage til brydningen, fordi hans liv giver mest mening, når han står inde i ringen omgivet af tilskuere.

Svært valg

Desværre får den gamle wrestler et hjerteanfald, som han dog overlever.

Men han finder ud af, at hans helbred ikke kan tåle det, han laver.

Så nu er spørgsmålet, om han skal bruge mere tid på datteren, som han næsten ikke har kontakt med, eller om han skal fortsætte med det, han brænder for, men ikke har helbredet til.

Seværdig hovedrolle

The Wrestler er et fint drama, der bæres af Mickey Rourke i den dominerende hovedrolle.

Han er hele tiden på skærmen, så filmen afhænger naturligvis af hans skuespil. Jeg synes, han er et godt valg til rollen og spiller godt. På trods af sin fysik i de hårde wrestling-kampe, klarer han også at vise en følsom side af sin karakter. Især i scenerne med datteren.

Filmen er ikke et actionbrag med effekter, højt tempo og helte og skurke. Den er i en helt anden genre. Men stadig meget seværdig. Især på grund af Mickey Rourke.

Filmen får 4 store stjerner ud af 6. 

Lån den på dvd eller se den på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer