Fine Gråbøl vinder Bogforums Debutantpris

09.11.21
Ved weekendens Bogforum vandt Fine Gråbøl Debutantprisen 2021 for romanen 'Ungeenheden', som handler om en gruppe unge i psykiatrien, deres liv og samvær på et bosted.

Juryens motivation

I Fine Gråbøls væsentlige samtidsroman holdes sindets bærebjælke kun lige netop oppe. Titlen låner sit navn fra et midlertidigt, psykiatrisk botilbud for unge voksne, som den unavngivne jeg-fortæller og en række andre unge befinder sig på, og som vi følger hen over en klaustrofobisk varm sommer.

Bostedet er et øvelseshjem. Et sted hvor man skal øve sig i ikke at hælde kogende vand ud over sig selv, ikke at tage springet fra et vindue. Og sådan går dagene, man sidder i køkkenet og lægger kabale, man spiser karameller, man farver hår, man får psykoser. Ungeenheden er både et sted og en tilstand. Et slags mellemrum.

De, der bor der, er syge, men det er ikke et hospital. Man kan låse sin egen dør, men personalet kan altid låse den op igen. Nogle gange føles væggene bedrageriske og trækker alt ilt ud af jeg-fortælleren, andre gange bærer de hende oppe.

Fine Gråbøls blik for dét indre spændingsforhold er utroligt nuanceret og fint registrerende. Det er samtidig et litterært greb: at give form til den erfaring det er at være til stede i verden, fuld af indre splittelse og forskydninger, ved at kombinere det alment genkendelige med det fremmedartede og på den måde udvide læserens blik for, hvordan det er at leve med psykisk sårbarhed.

Lige så porøs og usikker en virkelighed Gråbøl skildrer, lige så sikkert og præcist skriver hun den frem. Det er overbevisende gjort. Hun kan både bevare det store overblik og gå ret i kødet på sit stof. Romanen er både poetisk og konstaterende.
Kilde: Ritzau

Læs Litteratursidens anmeldelse af 'Ungeenheden'

Med 58 nominerede debutanter indefor skønlitteratur, blev 2021 det år med flest indstillede værker til prisen siden indstiftelsen i 1993. Ud af de 58 nominerede blev 5 værker shortlistet til prisen.

Artiklen er oprindeligt forfattet af Line Elise Hoffgaard fra Aalborg Bibliotekerne.

Materialer