Fodbold og litteratur

15.06.18
I anledning af det danske herrelandsholds deltagelse i verdensmesterskaberne i fodbold vil Biblioteket Frederiksberg følge med i turneringen fra litteraturens perspektiv.

Biblioteket vil distribuere klingende citater fra skønlitterære tekster og fra fodboldstjerners selvbiografier. Der vil være klassiske eksempler fra magasinet og helt nye fra 14-dags-bøgerne. Fælles for dem alle er, at den runde fodbold er sparket ind i en firkantet bog.

Fodbold har altid fascineret forfattere. Både spillet dramaturgi, hvor vindere fejres og tabere ekskluderes - hvor skurkene ler og heltene græder, og den voldsomme passion, der er forbundet med at se på spillet sammen med andre, er et fysisk grundstof for lyriske momenter og episke fortællinger.

I dansk sammenhæng var Klaus Rifbjerg og Jørgen Leth blandt de første til at øjne sportens æstetiske potentiale, og i nyere bøger af bl.a. Theis Ørntoft og Karl Ove Knausgård finder vi fodbold som et motiv.

Litteraturen rækker ind i fodbolden, men fodbolden rækker også ind i litteraturen. Fodboldstjerner har udtalt sig på måder, der ikke lader det æstetiske udtryk noget efter. Som da Richard Møller Nielsen i 1992 henviste til gamle dage, hvor en bøsse var noget man gik på jagt med. Eller da Zinedine Zidane nikkede Marco Materazzi en skalle i VM-finalen i 2006, efter han angiveligt sagde til Zidane, at han hellere ville have Zidanes søster end hans trøje. Eller da Maradona direkte adspurgt sagde, at det var Maradonas hoved og Guds hånd, der stødte bolden forbi Peter Shilton i 1986.

Fodbold og litteratur er tilrettelagt af Morten Ammitzbøll og Søren Langager Høgh

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #1 - 15. juni 2018:
Hovedpersonen i Theis Ørntofts undergangsroman Solar (2018) hedder Theis. Han tager til det såkaldte “derby” på Brøndby Stadion (altså mødet mellem ærkerivalerne FC København og Brøndby), og leverer en 5 siders forundret reportage fra begivenhederne på banen og ikke mindst tribunerne. Forundringen over fodboldkulturen er blandet med distancering. 

Forsvarsspilleren Mathias Zanka Jørgensen, som i afsnittet her er lige ved at score for FCK, kom på banen for Danmark i lørdags - panden på ham der hed Zanka var med til at sænke Peru.

“FCK lagde bedst ud, holdet bevægede sig rutineret og intelligent rundt på banen, tilsyneladende upåvirket af den massive pibekoncert fra publikum der opstod hver gang de havde bolden; spillerne holdt fornuftigt bolden tæt på græsset, og allerede efter et par minutter fik de tilkæmpet sig det første hjørnespark. Stadion holdt vejret … Bolden sejlede ind over målfeltet … Ham der hed Zanka steg op og fik snittet bolden med hovedet. Men den fløj langt over mål.”
- Theis Ørntoft, Solar (2018)

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #2 - 20. juni 2018:
Fodbold minder om litteratur på flere måder, bl.a. ved at være en taktisk organisation. Både fodbold og litteratur lider dog skade, hvis det taktiske får overtaget. Det gjorde det, da den australske angriber Mark Viduka udlagde sin indstilling til det, at ville vinde en fodboldkamp - hvis det er aussiernes plan i morgen, så har det gjort regning uden værten Yussuf Yurary Poulsen:

"Jeg er ligeglad med, at vi taber alle kampe, så længe vi vinder ligaen."
- Mark Viduka (pensioneret australsk angriber for bl.a. Leeds United og kaptajn for det australske landshold ved VM 2006)

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #3 - 24. juni 2018:
Mon nogen af aktørerne til søndagens kamp mellem England og Panama løber rundt med litterære ambitioner? Den tidligere Manchester United-forsvarskæmpe og nuværende Aston Villa-manager Steve Bruce skrev og udgav tre fodboldkrimier for tyve år siden.

Træner og hovedperson Steve Barnes skal føre det fiktive hold Leddersford Town op i Premier League, men vikles ind i en mordsag på den afgørende angrebsspiller Pat Duffy. Der er ingen tvivl om at Steve Bruce's evner ligger på fodboldbanen og ikke foran tastaturet. I hvert fald skorter det ikke på dårlige jokes:

"'I didn't do it,' I said weakly. 'And England didn't win the World Cup in '66,' he sneered."
- Steve Bruce, Striker! (1999)

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #4 - 26. juni 2018:
Danmarks legendarisk landstræner, Richard Møller Nielsen (1937-2014), der førte Faxe, Vilfort og Store-Larsen til EM-triumfen i 1992 optræder i Josefine Graakjær Nielsens selvbiografiske bog Johannes. Her afsløres det, at Ricardo var ude for en slem ulykke som barn, hvilket måske forklarer det hele.

Når Danmark spiller den sidste puljekamp i eftermiddag, er det mod samme nation som Danmark slog i den sidste puljekamp ved EM i 1992. Vi siger det bare.

"Min oldemor Christine lod ifølge min farfar Richard ligge da han faldt på gårdspladsen og fik hesten ned over sig. Han overlevede, fik epilepsi, og neuronerne i hans hjerne røg rundt som ved elektrochok. Og oldemor sagde altid, at han var den klogeste, at han burde læse, men han begyndte at løbe efter en bold i stedet for. Og så vandt han EM."


- Josefine Graakjær Nielsen, Johannes (2017)

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #5 - 28. juni 2018:
Sverige er sensationelt videre på førstepladsen i gruppe F. Det bundsolide mandskab savnede slet ikke Zlatan, da det kom til stykket. I sin selvbiografi fra 2011 beskriver Zlatan, hvad der sker inde i hovedet på ham, når der er optræk til mål. Her er det en erindring (kraftigt bearbejdet, må man formode) fra en tidlig Malmö FF-kamp, hvor Zlatan allerede gjorde det umulige - det var showtime:

“Men ret tidligt i første halvleg fik jeg en aflevering fra højre. Jeg var lige udenfor straffesparksfeltet, og vi havde vores lyseblå spilledragter på. Klokken var 15:37, hvis man skal tro den rystede videooptagelse, der ligger ude på YouTube. Det var varmt, men der blæste en ret frisk vind fra havet, og det så ikke ud som noget farlig situation. Spillet var meget defensivt. Men jeg så en åbning, en mulighed. Det var et af de der billeder, der bare dukker op i mit hoved, en af de der lynglimt, som slår ned i mine tanker, og som jeg aldrig rigtig har kunne forklare. Fodbold er jo ikke noget man planlægger. Fodbold sker bare, og lige da jeg modtog bolden, vippede jeg den direkte over en back, sådan et lille lob, som man lige med det samme mærker er perfekt, og så styrtede jeg afsted.. Jeg spurtede forbi to forsvarere og mødte bolden nogle meter inde i straffesparksfeltet og var nu i den situation, at det passe perfekt med et hælspark. 
Jeg hælsparkede den over endnu en modspiller og løb frem og skød en helflugter med venstre, og et øjeblik spørger man sig selv, man kan nemlig godt nå at tænke, selvom det hele sker på et splitsekund: Går den ind? Går den forbi? Men nej, den hvislede bare ind. Det var et af de smukkeste mål, jeg har lavet, og jeg styrtede rundt på banen med armene i vejret og brølede. Journalisterne på stedet var sikre på, at det var “Zlatan, Zlatan!” Men come on, hvorfor skulle jeg råbe mit eget navn? Jeg skreg “showtime, showtime”.”


 - Zlatan Ibrahimovic og David Lagercrantz, Jeg er Zlatan Ibrahimovic (2011)

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #6 - 29. juni 2018: Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver om det meste, også om fodbold. I modsætning til mange argentinere i disse dage hylder Knausgård den argentinske venstrewing Ángel Di María i et kort essay fra forrige VM i 2014, hvor Di María spillede for Real Madrid. Knaugsgård har får gåsehud, når han ser Di Marías unikke evner, men særligt er det kombinationen af det sære, ophøjede navn (Englen Maria, Jesu mor?) og Di Marías ydre lighed med Franz Kafka (det tætte korte hård, de markerede kindben, de strittende øre, den spinkle bygning, de fortabte mørke øjne), der tryllebinder Knausgård.

Di María har været ude af det turbolente argentinske hold, men mon ikke hans evner, hans navn og hans Kafka-lighed kommer i brug i ottendedelsfinalen i morgen eftermiddag mod Frankrig?

“It is fantastic, isn't it, Kafka out there on the wing in La Liga? [...] Di Maria's talent is precisely that which can't be rehearsed. He will give the ball a little shove past a towering and fully prepared goalkeeper, a shot which a child could have saved, but which is completely beyond the goalkeeper's reach, because the goalkeeper's expectation of what is about to happen is so different. It gives me goosebumps to see it, and I shout, THIS IS SO GREAT! [...] Soccer is the antithesis of literature, because the magic spell it casts has no consequences; when the match is over, it is forgotten, and the unexpected which opens up reveals nothing other than itself. In this way soccer is closer to life, which literature is always seeking to give depth to, to imbue with meaning, but which presumably only has depth and meaning there, in literature. This was Kafka's insight, and that his own double should appear on the wing for Argentina during the World Cup would probably have made him laugh out loud, and presumably would not have been entirely alien to him.”

Karl Ove Knausgård: “Knausgaard on Angel Di Maria: Looks Like Kafka, Plays Like A Dream”, The New Republic (2014)

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #7 - 2. juli 2018: I går ankom så straffesparkskonkurrencen til VM 2018. Spanien røg uretfærdigt ud til fordel for Rusland. Kasper Schmeichel, klædt i skrigende gult, var en mur, men Modrić og til sidst Rakitić kunne han alligevel ikke dæmme op for.

I østrigske Peter Handkes roman “Målmandens frygt for straffespark” følger vi Josef Bloch, en tidligere målmand, der begår et mord. Efter at have skjult sig i en “sydlig grænseby”, vender han til sidst tilbage til Wien og fodboldstadionet. Han falder i snak med en anden tilskuer, netop som dommeren fløjter for straffespark.

Handkes registrering af den uligevægtige balancegang, mand mod mand, mellem den umiddelbart sagesløse målmand og straffesparksskytten, der står overfor en umiddelbar nem opgave, er slående præcis:

“Skytten lagde bolden til rette. Så gik han også baglæns ud af straffesparkfeltet. ,,Når spilleren tager tilløb, antyder målmanden uvilkårligt, kort før han sparker, allerede med sin krop den side, han vil kaste sig til, og spilleren kan roligt skyde i den modsatte side,” sagde Bloch. ,,Målmanden kunne lige så godt forsøge at låse en dør op med et halmstrå.” Straffesparkspilleren tog pludselig tilløb. Målmanden, der havde en skrigende gul sweater på, blev stående fuldstændig ubevægelig, og spilleren skød bolden i hænderne på ham.”

Peter Handke, Målmandens frygt for straffespark, Gyldendal, 1971

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #8 - 3. juli 2018: Den for nyligt afdøde britiske forfatter Philip Kerr stod bag en tobindsserie af fodbold-krimier om Scott Manson, træner for den fiktive klub London City. 
Bøgerne trækker på fascinationen af Premier League - og fodboldverdenen i det hele taget - som et sted domineret af penge og korruption. Lige dele glamourøst og beskidt. Her introduceres vi for klubbens ejer, den ukrainske mangemilliardær Sokolnikov: 

“Spørg mig ikke, hvordan mr. Sokolnikov har tjent denne bunke kontanter på størrelse med Matterhorn. [...] Og spørg mig heller ikke, hvordan han fik overtalt fodboldforbundet og Londons borgmester til at lade ham overtage gælden i en kvartet af gamle fodboldklubber i Londons østlige del, som var blevet sat under administration, sådan at han kunne relancere dem i anden division under navnet London City. Men penge - hele vognlæs af skidtet - kan have haft noget med sagen at gøre.”

Philip Kerr, Januarvinduet, Modtryk, 2015

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #9 - 6. juli 2018: Den intellektuelle midtbanelegende Sócrates (1954-2011) havde en klassisk brasiliansk tilgang til fodbold, der adskiller sig noget fra den kynisme, der har kendetegnet den store fodboldnation ved de sidste mange VM-slutrunder. Med ekvilibristiske angrebsspillere som Firmino, Neymar, Coutinho og Gabriel Jesus på 2018-holdet, der spiller kvartfinale mod Belgien i aften, er der god grund til at mindes den rigtige sambabold: 

“At vinde er langt fra det vigtigste. Fodbold er en kunstart og bør fremvise kreativitet. [...] Hvis malere som Vincent van Gogh og Edgar Degas på forhånd havde kendt graden af deres berømmelse og agt, ville de aldrig have skabt det, de skabte. Du bliver nødt til at nyde selve kunstudøvelsen og ikke krampagtigt tænke: ’vil jeg vinde?’”

Sócrates Brasileiro Sampaio de Souza Vieira de Oliveira (ja, det hed han)
https://www.information.dk/moti/2011/12/filosoffen-haelafleveringen

Sócrates scorer ved VM 1982:

 

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #10 - 10. juli 2018: Brysttæmningen er et essentielt element i fodboldspillet i det afgørende moment, hvor bolden bringes fra luften og ned på græsset. Hvem husker ikke columbianske James Rodriquez’ legendariske brysttæmning på kanten af Uruguays straffesparksfelt efterfulgt af en flugter af en anden verden ved VM 2014?

Pionér-DJ og forfatter Maria Gerhardt døde alt for tidligt i foråret 2017. I hendes selvbiografiske debutbog Der bor Hollywoodstjerner på vejen (2014) beskriver Gerhardt i en blanding af ubærlig sorg og blæret satire sin kræftsygdom, som bl.a. fører til, at begge hendes bryster bliver fjernet. I Gerhardts optik, er der faktisk små fordele ved kræftbehandlingen og én af dem har noget med sundhed, barndom, køn, skills og fodbold at gøre: 

“Jeg kan huske den dag, og jeg husker den med rædsel. Jeg er hængende midtbane. Ligesom Michael Laudrup. Det er mig, der styrer vores angrebsspil. Jeg lægger den ene perfekte aflevering efter den anden. Jeg modtager en bold i luften. Jeg tæmmer den med brystet, som jeg plejer, som jeg er en mester til. Men i dag gør det ondt. Der kommer en dyb smerte inde bag trøjen, der bærer nummer 10. Jeg har fået bryster. Jeg er blevet en pige. [...] At fjerne raske bryster er nemmere end at fjerne syge. Jeg har besluttet mig for at gøre det præventivt. Og for symmetriens skyld. Nu sidder der ikke noget i vejen. Jeg kan igen tæmme en fodbold, som da jeg var dreng.”

Maria Gerhardt, Der bor Hollywoodstjerner på vejen, 2014.

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #11 - 12. juli 2018: Fodbold er kontaktsport mellem muskelspændte og adrenalinpumpede kroppe. Det er ren gladiatorkamp, når Ronaldo stanger en albue eller når William Kvist får et knæ hamret ind under ribenene. Den, der trækker sig og ikke tackler hårdt, taber duellen.

Dette uskønne element af fodboldspillet viser sig i fuld udfoldelse i uddraget her fra Morten Papes selvbiografiske roman Planen (2015). Ungdomsholdet fra Fremad Amager er taget til en turnering i Belgien. “BrillePape”, som de kalder den fodbolduduelige hovedperson, ser til mens “kartoflerne” (dvs. de hvide Fremad-spillere) går amok i kamprus: 

“Således ender turneringen med at Vinnie, med tømmermænd og kokain i blodet, slår en modstander ned midt i anden halveg og gør løs på hans fjæs. En af Vinnies venner råber ‘landskamp!’, kartoflernes kampråb når der skal annonceres slagsmål, og Nielsen stryger ind på banen med krykker og bruger dem til at løfte sig selv op og placere et solidt trykspark på halsen af en belgier, der falder til jorden, og i løbet af få sekunder er alle spillere og tilskuere på banen og smadrer løs på hinanden; selv trænerne står midt inde i klumpen, dommeren får også en knytnæve med på vejen inden han løber skrigende væk med hånden op til øjet, og Fremad Amager bliver kylet ud af turneringen og Belgien på røv og albuer, og alle sover i bussen på vej hjem, ingen siger noget eller taler til hinanden, ud over da Vinnie på et tidspunkt vågner fra sin døs, pisser ned ad gangen i bussen og synger den sang, jeg skrev til ham. “Turneringens bedste spiller må være Pape. Hold kæft, han sørgede for den bedste underholdning!”

Morten Pape, Planen, 2015.

---------------------------------------------------------------------------------

Citat #12 - 14. juli 2018: Vi slutter vores rundtur i litterære fodboldcitater med selveste Gummi-Tarzan. Med gummistøvlerne trukket op løber Ivan Olsen ind på banen midt under en kamp mellem “to meget berømte fodboldhold”. Og så går det ellers i fuld galop. Mon morgendagens VM-finale byder på skud af samme kraft, som det Ivan Olsen her præsterer? 

“Det var ikke spor svært for Ivan at snuppe bolden fra de andre fodboldspillere. Han smuttede bare ind og ud mellem benene på dem, og til sidst gav han bolden et smældende spark og sendte den lige i maven på målmanden.
,,Ummmmmp,” sagde målmanden og røg ind i nettet. [...]
Og der blev han hængende.”

Ole Lund Kirkegaard, Gummi-Tarzan, 1975.

Tags
Materialer