Håkan Nesser foto: Forlaget Modtryk

Forfatter Håkan Nesser modtager flot hæderspris

25.09.20
Den velskrivende forfattter Håkan Nesser, der er rigtig svær at sætte i kategori med sine finurlige, underfundige og helt særlige krimier og romaner, har netop modtaget CRIMETIME AWARD - årets ærespris 2020. Prisen gives til en forfatter, som har været banebrydende for den svenske kriminallitteratur og sat Sverige på det litterære verdenskort.

De to store helte

Håkan Nesser er især kendt for krimiserierne med Van Veeteren, kommissær i en fiktiv by, Maardam i Holland. Han er ualmindeligt meget menneskelig og sympatisk. Så er der Gunnar Barbarotti, vicekriminalkommissær i den fiktive svenske by Kymlinge. Han har løbende et regnskab med Gud, hvis eksistens han ikke er sikker på. Du finder rækkefølgen på de to serier her på hjemmesiden.

En særlig forening og en halvmorder

Nesser har også skrevet fremragende og meget Nesserske selvstændige krimier såsom  "De venstrehåndedes forening"  om et par skoledrenge, der i 1950´erne danner en forening for venstrehåndede. Denne særlige forening holder sammen op til teenageårene, hvor der på et tidspunkt sker noget forfærdeligt og gruppen opløses.
Senest har vi fra Nesser fået "Halvmorderen: krønike over Adalbert Hanzon i nutid og datid forfattet af ham selv",  som mere er en poetisk skæbnefortælling end en krimi om den ældre og noget drukfældige Adalbert, der efter et tilfældigt møde med sin fortid, begynder at nedskrive den historie, der førte til at han blev halvmorder.

Nessersk svar på prisen

Håkan Nesser udtaler i forbindelse med modtagelsen af prisen: "Jeg er egentlig modstander af æresrelateret kriminalitet, men i det her tilfælde gør jeg en undtagelse. Desværre har jeg ikke mulighed for at forlade Gotland for at modtage prisen. Jeg har nemlig i den uge besøg af tre tvære og misundelige kolleger - Åsa Larsson, Johan Theorin og Maria Ernestam. Hvis jeg rejste til Stockholm, ville de tømme min vinkælder, koge suppe på hønsene, sælge hestene og brænde mit hus ned.”.

Anbefales til alle læsere

Vi kan allerede nu glæde os til endnu en god læseoplevelse fra Nesser,  "Den sørgmodige buschauffør fra Alster" udkommer på dansk den 30.oktober. Jeg har læst mange af Håkan Nessers bøger, det har hver gang været en stor læseoplevelse. Håkan Nesser kan læses både af krimilæsere, men faktisk også af dem, der normalt ikke læser krimier. Nesser har opbygget sit helt eget univers med sin helt egen skrivestil.

Materialer