
Højaktuel litteratur griber corona-tilværelsen i nuet
Coronavirus har ændret den verden, vi kender. Mens journalister, fagfolk og myndigheder fortæller historien om, hvad der sker, smittetallenes bevægelse, og hvor forfærdeligt det står til i New York eller Bergamo, giver flere aktuelle tiltag fra litteraturens verden indblik i, hvordan det er at være i lige netop coronavirussens samfundstilstand. Det foregår uden om litteraturens gamle kanaler, og de refleksioner og spejlingsmuligheder, som litteraturen giver, er her i opsigtsvækkende sync med samtiden. Her følger tre nedslag.
22. marts 2020 kl 22:03
"Jeg føler mig uren og smitsom". Sådan lyder det slående i et titelløst digt, som forfatter, digter, musiker Lone Hørslev postede søndag aften den 22. marts på sin Facebookprofil. Lone Hørslevs karakteristiske evne at sammenstille et virvar af forskellige elementer i et genkendeligt hele viser sig tydeligt i en tekst, hvor "dødens dør" står på en linjes afstand af "lægge et puslespil".
Corona-tilstanden er helt tæt på og karakteriseret ved, at intet er, som det plejer. Det bliver tørt noteret, at dronningen i sin tale "irette/ sætter os som uartige børn" og at virkeligheden ikke længere stemmer overens med sine repræsentationer: "På de film vi ser på/ computeren står folk ALT FOR TÆT". Lone Hørslev indrammer den krigslignende coronatilstand i digtets første linjer: "På ubestemt tid bevæbnet/ med håndsprit og husholdningshandsker".
- "På ubestemt tid bevæbnet", digt af Lone Hørslev 22. marts 2020 kl 22:03
- Læs hele digtet her: facebook.com/lone.hoerslev

Den første pornografi
Digter, filmmand og Tour De France-kommentator Jørgen Leths oplæsninger live fra Haiti viser, at internettet kan gribe om på den anden side af jordkloden - i øvrigt ligesom virussen. Ude er pludseligt hjemme, og Jørgen Leths oplæsninger giver dig vores egen litteratur fra et fremmed sted. "Klokken er 13:00", siger han, når han går i gang med at læse kl. 19 hver aften i Danmark.
Jørgen Leth er iført shorts og crocs og læser fra Mac-computeren på lårene, mens palmebladede svajer i baggrunden. "Det var den første pornografi", indleder han og fortæller om sin barndoms forbudte læsning af Boccaccios epidemi-klassikker Decameron. Nu læser han højt fra den samme bog i helt ny oversættelse 70 år senere.
- "De lægger ord i min mund - Corona Oplæsning", Jørgen Leth læser dagligt højt af aktuel dansk skønlitteratur, live fra Haiti
- Se Jørgen Leth læse op her: facebook.com/pg/J%C3%B8rgen-Leth-54524431421/videos/?ref=page_internal
Swipe i digtet
På digteren Caspar Erics tumblr-blog er stemningen hverdagsagtig, måske ligefrem kedelig: "en daglig fred / intet at gøre" (dag 10). De flade dagbogsdigte beskriver karantænerutinen med TV, tøjvask og tidsfordriv og inventaret tæller med stor selvfølgelighed 'Søren Brostrøm', 'Zoom' og 'Facetime'.
Det vigtigste er dog, at digtene offentliggøres, mens tingene sker. Live-elementet er en selvstændig kvalitet ved Caspar Erics corona-digte, og til sammenligning synes et digt i en papirbog pludselig helt utidssvarende.

Det sker i forhold til corona-tilværelsen som en undtagelsestilstand: "vi må indstille os på / at smitte hinanden" (dag 1). Og det sker i en slags eksponering af de generelle sandheder, corona-tilværelsen viser os:
at være plugget ind i
en livsmaskine
med et kunstigt åndedræt
som folk i respiratorer"
(dag 19)
- "Dagbog fra dage med Covid-19", Caspar Eric skriver daglige digte
- Læs digt-føljetonen her: covid19digte.tumblr.com/archive
______________________________________________________________
LÆS VIDERE I artiklen "Pesten i skønlitteraturen" introducerer bibliotekar Mette Hoff til en række værker fra den internationale litteraturhistorie, som alle tager afsæt i historiske pestepidemier. Oversigten viser, hvordan undtagelsestilstanden under en epidemi langt fra er noget nyt litterært motiv. Læs artiklen her: fkb.dk/nyheder/inspiration/pesten-i-skoenlitteratur