Julen skal læses

Af Anonym
07.12.21
10 julebøger - Biblioteket Frederiksberg har samlet en lun og grangrøn læseliste med julefavoritter.

Man siger, at det er Dickens, der har opfundet julen. I hvert fald sådan, som vi kender den i dag. Det har han med julefortællingen over dem alle "A Christmas Carol" (Et juleeventyr) fra 1843, hvor gnieren Scrooge omvendes og til sidst indser julefrydens lysende budskab, så julen alligevel kan blive til noget det år. "Humbug!" snerrer han først, men julen og kærligheden trænger ind i den forstokkede gamle mands hjerte.

En anden klassiker er H.C. Andersens bittersøde eventyr om "Grantræet" (1845), hvor julens pynt og pragt bliver set fra en udspekuleret og nærmest ond vinkel. Det er nemlig juletræet eller "Grantræet", der fortæller historien i al sin snotdumme træstub-naivitet. "Nu skal jeg leve!" udbryder Grantræet på vej ind i brændeovnen efter en endt juleaften.

En mere rentonet godhjertethed finder man i en tredje klassiker: Astrid Lindgrens "Emil fra Lønneberg" (1963). Fortællingen om julen på Katholt og møgungen Emil, der som en anden Jesus tager sagen i egen hånd og sørger for sul, pølse og fest til alle udskud og fattiglemmer, er jul, når jul er bedst.

Du finder flere julebøger med både lyse og mørke julenuancer - endda julemordgåder - på vores liste over de 10 bedste julebøger til børn og voksne - og alle os midt imellem. Glædelig jul.

Materialer