Jyllandspostens nye litteraturpriser er uddelt

03.10.22
Tillykke til vinderen af Jyllandsposten/ Litteratursidens skønlitterære pris Josefine Klougart og til vinderen af den faglitterære pris Claus Bundgård Christensen.

En fortælling om moderskab og søsterskab

Forfatter Josefine Klougart vinder prisen for romanen  Alt dette kunne du få
Alt er forbundet i Josefine Klougarts 'Alt dette kunne du få”, der er imponerende i alle aspekter. Som slægtskrønike, som fortælling om moderskab og søsterskab, og som hyldest til både natur og kultur er romanen en overlegen dramatisk og stilistisk tour de force. 

Josefine Klougart udtaler i forbindelse med prisoverrækkelsen:
»Litteraturen kan flytte os. Fordi det er særlig erkendelsesform, der sætter os i stand til at tænke nyt. I en tid, hvor vi står i ikke bare én, men flere store kriser, kan litteraturen leverer den dybe, frie tænkning, som kan skabe det, Alexander Baumgarten (tysk filosof, red.) kaldte den hvirvlende tænkning, hvor vi bruger alle vores sanser. Det, der sætter os i stand til at tænke nyt.«

Læs mere om Josefine Klougart på forfatterens egen hjemmeside.


Biografi om gådefuld radikal nazist

Historiker og forfatter Claus Bundgård Christensen vinder prisen for biografien Følg Wilfred
I denne første fulde biografi om den gådefulde radikale nazist Wilfred Petersen  fortælles dels den biograferedes skæbnehistorie dels flere lag af 1930’ernes og krigsårenes radikaliserende subkulturer.  Biografien er i sig selv spændende som en kriminalroman, men den er først og fremmest dybt interessant, fordi Bundgård Christensen bruger den som et prisme til at få indsigt i et politisk undergrundsmiljø, som trækker tråde til nutidens radikale aktivisme, hvor politisk terror og kriminalitet er forbundne kar.

Fortæller en  historie vi ikke kendte

I begrundelsen udtaler Jeanette Varberg, der er medlem af både bestyrelsen i Jyllands-Postens Fond og den faglitterære jury:
"Claus Bundgård Christensen vandt i et stærkt felt med fremragende bøger. Claus Bundgård Christensen fortæller os en historie, vi ikke kendte. Jeg troede, det var umuligt at finde ud af mere om Anden Verdenskrig. Men det lykkes ham. Tilmed med en historie, der trækker tråde til nutiden, fordi bogen om den ukendte danske nazist Wilfred Pedersen handler om radikalisering."

Med begge priser følger 150.000 kr. til hver af de to forfattere.

Materialer