Anna-Karin Palm har skrevet Selma Lagerlöf-biografien "Jäg vill sätta världen i rörelse" (2018) og er én af læsegæsterne i Kejserklenodierne (Foto: Moa Karlberg / Bonniers Forlag)

Kejserklenodierne - afsnit 1-4 i ny podcast om Kejseren af Portugalien

17.05.22
'Kejserklenodierne' er en ny eksklusiv podcast fra Biblioteket Frederiksberg, hvor prominente gæster åbner Selma Lagerlöfs roman 'Kejseren af Portugalien' og stimulerer din læselyst.

KOM MED TIL PORTUGALIEN - I Biblioteket Frederiksbergs nye podcast 'Kejserklenodierne' mødes den svenske stjerneforfatter Anna-Karin Palm, Lagerlöf-oversætter Anne Marie Bjerg og en række andre prominente gæster med Selma Lagerlöfs roman Kejseren af Portugalien (1914). 

Igennem fire afsnit nærlæser og udfolder vi Selma Lagerlöfs roman i selskab med en far, en Lagerlöf-eskpert, en psykiater, en Lagerlöfl-læser, en sociolog, en scenograf, en Lagerlöf-oversætter, en svensker ... og en hypnotisør. 

Vi udfordrer romanens syn på psykiatri, barndom, faderskab og fantasi og indkredser, hvordan Selma Lagerlöfs 100 år gamle klassiker taler til mennesker af alle støbninger. Af og til kan de fleste af os se os nødsaget til at række ud efter kejserklenodierne.

___________________________________________________________________

KEJSERKLENODIERNE #1 - Værn mod virkeligheden
På en skrøbelig telefon fra Hälsingland fortæller Anna-Karin Palm - forfatter til den store Lagerlöf-biografi Jag vill sätta världen i rörelse (2018) - om Jan i Skrolycka, om hvordan han udvikler sin egen private virkelighed i form at et paradisisk kejserrige. Tidligere formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt giver os psykiaterens perspektiver på fortællingen om Jans psykotiske og magalomane forestillinger. 
 

__________________________________________________________________

KEJSERKLENODIERNE #2 - Transitionsproces
I andet afsnit handler det om unge, der flytter hjemmefra, og om de store følelser, der forbundet med det. Lagerlöf-biografisten Anna-Karin Palm er igen med direkte fra Hälsingland, og hun fortæller om datteren, Klara Gulla, der forlader sin far, Jan i Skrolycka, for at drage ud i verden. Sociolog på Aalborg Universitet, Mette Lykke Nielsen, giver os videnskabens blik på det, hun kalder "transitionsprocessen", altså på unge, der flytter hjemmefra. Mette Lykke Nielsen taler ud fra resultaterne i forskningsprojektet "Den gode overgang".
 

___________________________________________________________________
 
KEJSERKLENODIERNE #3 - Fader vor

I tredje afsnit af Kejserklenodierne handler det om at være far. Om hvordan det både er livets mening og livets forbandelse - i hvert fald for vores hovedperson i Kejseren af Portugalien Jan i Skrolycka. Vi får besøg prominent besøg af Lagerlöfoversætter Anne Marie Bjerg og af Lagerlöflæser Peter Byrholt, der selv er far til en datter. Hold på hat og kejserstok, det bliver ... far out!

___________________________________________________________________
 
KEJSERKLENODIERNE #4 - Apokalypsen
Jan i Skrolycka har en veludrustet fantasi, der beriger hans usle liv, men også - når den kommer ud af kontrol - fører ham nær verdens undergang. Vi tager kejserklenodierne på for sidste gang, og vi er igen i selskab med Lagerlöf-oversætter Anne Marie Bjerg. Hun fortæller om fantasien, der i Kejseren af Portugalien er en kraft i tæt forbindelse med den sansede virkelighed. Du skal også møde scenograf Ida Grarup. Rationelle højdekurver, Selma Lagerlöfs raffinerede fortællestemme og nedslidte rygsøjler - alt sammen er en del af den sceneopbygning, som Ida Grarup har lavet til Betty Nansen Teatrets planlagte opsætning af Kejseren af Portugalien.
 

___________________________________________________________________

JAN TAGER KEJSERKLENODIERNE PÅ
Hovedpersonen i Kejseren af Portugalien, den fattige daglejer Jan i Strolycka, er overbevist om, at han slet ikke er en ludfattig daglejer, men den fornemme "kejser Johannes af Portugalien". 

Jans vrangforestilling tager form, når han tager en flot sølvbeslået stok i hånden og en stiv, grøn læderkasket med høj puld på hovedet. Stok og hat har han arvet af herremanden, og Jan selv kalder udstyret for "kejserklenodierne".

"Og i det samme så han i Kattrinnas hånd kejserstokken og den grønne kasket. [...] Han følte en mærkværdig stor lettelse. Det var himmelhvælvingen der løftede sig, som lod luften slippe ind og som trak sin store hede tilbage. Det blev ham muligt at rejse sig og famle efter kejserklenodierne."

- Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien (1914), side 188, oversættelse Anne Marie Bjerg
 
Det er betingelsesløs kærlighed til datteren Klara Gulla, der trækker Jan udover virkelighedens kant. For øjnene af det lille bondesamfund i Värmland flygter han ind i fantasilandet Portugalien - væk fra et socialt armod og en rå virkelighed, hvis realiteter han ikke kan forlige sig med. Forunderligt nok er rejsen væk fra virkeligheden både det, der slår Jan ihjel, og gør ham til et rigtigt menneske.
 
___________________________________________________________________
 
NY PODCAST - KEJSERKLENODIERNE
4 episoder / Kejserklenodierne er en podcast i fire afsnit om Selma Lagerlöfs roman Kejseren af Portugalien.
Fra 23/4 / du kan lytte til første afsnit fra den 23. april 2021 og de resterende tre afsnit offentliggøres hver fredag i de kommende uger
Lyt / du kan afspille 'Kejserklenodierne' her på siden, på Bibiloteket Frederiksbergs podcastsite, på iTunes, på Spotify og der, hvor du ellers henter podcast

 

I KEJSERKLENODIERNE MØDER DU
Anna Karin Palm / svensk skønlitterær forfatter, har skrevet Lagerlöf-biografien "Jag vill sätta världen i rörelse" (Bonnier 2018)
Anne Lindhardt / psykiater, forhenværende leder af Psykiatrifonden
Mette Lykke Nielsen / sociolog Aalborg Universitet, ledende aktør i forskningsprojektet "Den gode overgang" om unge der flytter hjemmefra
Peter Byrholt Nielsen / far og Lagerlöf-læser, deltager i bibliotekets læsefællesskab
Anne Marie Bjerg / oversætter af Selma Lagerlöfs forfatterskab, senest "Antikrists Mirakler" (2019)
Ida Grarup / scenograf på Betty Nansen Teatrets opsætning af Kejseren af Portugalien

Har du noget på hjerte? Skriv til bibliotekets litteraturformidler Søren Langager Høgh,  soho06@frederiksberg.dk

Kejserklenodierne er produceret af Biblioteket Frederiksberg
Redaktion og tilrettelæggelse: Ekin Samer, Søren Langager Høgh og Morten Ammitzbøll
Fortæller: Morten Ammitzbøll
Foto: Portræt af Anna-Karin Palm - Moa Karlberg, Bonniers Forlag
Oplæsning fra Kejseren af Portugalien, oversættelse Anne Marie Bjerg: Søren Langager Høgh og Anne Marie Bjerg
Tags
Materialer