Kim Leine shortlistet til International Dublin Literary Award 2017

05.05.17
Som den eneste danske forfatter er Kim Leine blandt de ti udvalgte på shortlisten til den ansete International Dublin Literary Award 2017 for sin roman Profeterne i Evighedsfjorden.

Kim Leine er sammen med forfattere som Orhan Pamuk og Hanya Yanagihara indstillet til den ansete litteraturpris Dublin Literary Award med romanen Profeterne i Evighedsfjorden om præsten Morten Falck og hans år i Grønland i 1700-tallet.

Glubende fortællelyst og menneskekundskab

Simon Pasternak, der er Kim Leines redaktør på Gyldendal, siger:
 »Det er stærkt at blive shortlistet blandt 147 bøger af verdenskendte romanforfattere. Det viser, at juryen også er blevet overbevist om, at Kim kan noget enestående i Profeterne i Evighedsfjorden, der med glubende fortællelyst, menneskekundskab, brutalitet, kødelighed og humor fortæller om de mørke sider af mennesket og Danmarks tid som kolonimagt«.
Herhjemme er romanen blevet tildelt flere priser, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og DR Romanprisen.

Rød mand/sort mand

Kim Leine skriver lige nu på sin anden roman i trilogien om Grønland og Danmark i kolonitiden. Den får titlen Rød mand/sort mand og handler om grundlæggelsen af kolonien Godthåb. Romanen er planlagt til udgivelse i foråret 2018.

Analyse af Profeterne i Evighedsfjorden

Litteratursiden har skrevet en analyse af Profeterne i Evighedsfjorden. Den kan du læse her.

Og vinderen er ...

Vinderen af International Dublin Literary Award 2017 blev journalist og forfatter José Eduardo Agualusa med bogen A General Theory of Oblivion. Prisen er på 100.000 euro – 745.000 kr.

 

Materialer