Lyt og gys med udvalgte krimier fra eReolen

12.04.20
Indrømmet, jeg elsker at læse, gerne krimier. Men da det fysiske bibliotek jo er lukket, må jeg kaste mig over de digitale tilbud, som eReolen tilbyder. Hvis du er til krimier, får du her nogle anbefalinger af en erfaren krimilæser til noget gys og spænding i ørerne.

Camilla Grebe: Dvale
To lig dukker op i Sveriges skærgård, og kriminalinspektør Manfred får til opgave at opklare sagen. Samtidig er den unge Samuel smidt ud hjemmefra pga. narkohandel, og han får et nyt arbejde hos den smukke og mystiske Rakel med at passe hendes hjerneskadede søn. En af Sveriges bedste og mest velskrivende krimiforfattere.

Magnus Montelius: Manden fra Albanien
1990 findes en ukendt albansk flygtning død for foden af en klippe i en svensk by. En lidt udbrændt mandlig journalist, Tobias Meijtens og hans kvindelige kollega, Natalie Petrini, begynder at grave i sagen, som viser sig at være mere omfattende end som så. Spændende thriller om spionage og forræderi.

Guillaume Musso: Et atelier i Paris
Kriminalbetjenten Madeline Greene og forfatteren Gaspard Coutances har ved et tilfælde lejet samme hus i Paris. Huset har tilhørt en afdød kunstmaler, hvis malerier siden er forsvundet. De sætter sig for at opspore de forsvundne malerier. Musso skriver som en kinesisk æske, hvor den ene gåde lukker op for den næste, og som læser får du den ene overraskelse efter den næste.

Yrsa Sigurdardottir: DNA
Hvis du har mod på en historie med grumhed, ondskab og monstre i skyggerne,  men skrevet blændende godt og med masser af Island vævet ind i historien, så er Yrsa Sigurdardottir lige noget for dig.

Gillian Flynn: Skarpe genstande
Journalisten Camille bor i Chicago, men sendes til den lille by Missouri for at dække et mord. Det er hendes hjemby, og hendes mor og stedfar bor der stadig. Det er dog sjældent Camille sætter sine ben i byen. Psykologisk thriller af højeste kvalitet, måske har du læst Kvinden der forsvandt af samme forfatter. Denne er mindst lige så god og velfortalt.

Anne Mette Hancock: Ligblomsten
Journalisten Heloise Kaldan modtager mystiske breve fra en undsluppen morder, kvinden Anna Kiel, som hun ikke kender. Heloise bliver hurtigt viklet ind i en opklaring af mordet, som Anna Kiel beskyldes for. Hancock debuterede med denne fremragende krimi med et plot, der er godt skuret sammen og spændende hovedpersoner.

Michael Katz Krefeld: Mørket kalder
Du kender nok Krefeld for hans krimier om Thomas Ravn og bulldogen Møffe. Her starter Krefeld en anden serie med politikommissær Cecilie Mars. Hun bliver filmet i en afslørende situation. Snart er hun hvirvlet ind i et spil om afpresning og selvtægt - et spil med vidtrækkende og fatale konsekvenser. Lige så velskrevet og godt skuret sammen som Ravn-krimierne.

John Hart: Forlad os vor skyld
Da kriminalassistent Elizabeth Black redder en ung pige fra fangenskab, dræbes der to mænd. Elizabeth anklages for drabene. Tidligere kriminalassistent Adrian Wall løslades efter 13 års fangenskab. Sammen hives de to tidligere kolleger nu ind i en nervepirrende historie om synd og tilgivelse. Voldsom og velskrevet krimi med det psykologiske aspekt i centrum.

Tove Alsterdal: Blindtunnel
Et svensk par køber en forfalden vingård i Tjekkiet. I kælderen finder de et mumificeret drengelig, og kort efter bliver en kvinde dræbt på gården. Noget peger tilbage på anden verdenskrig og udrensningen af sudetertyskere fra området. Krimi med sjælden psykologisk dybde, historisk bevidsthed og ideologisk stemmeføring.

Christoffer Carlsson: Den usynlige mand fra Salem
Historien udspiller sig i Stockholm, hvor den suspenderede politimand Leo Junker finder en ung kvinde myrdet i et herberg i huset, han selv bor i. Han bliver selv grundigt indviklet i sagen, da flere ting peger tilbage på ham. Solid svensk kvalitetskrimi.

Gisa Klönne: Nat uden skygger
Omdrejningspunktet for plottet er Köln. Den kvindelige kriminalkommissær Judith Krieger og hendes mandlige assistent får en speget sag. Der er om en mulig sammenhæng mellem et mord, en brand, prostitution og en sag om vold mod kvinder. Gisa Klönne er et spændende bekendtskab og en af Tysklands bedste krimiforfattere. Stemningsfuld og fængslende krimi.

Gard Sveen: Bjørnen
Liget af en ung, ukendt kvinde dukker op i en sø og kort efter myrdes en kendt norsk spion. Den erfarne politiefterforsker Tommy Bergmann sættes på sagen. En sag der udvikler sig til en jagt på en sandhed, som nogen har forsøgt at skjule. En sandhed der skal findes tilbage under den kolde krig. Gard Sveen skriver spændende og interessant ofte med inddragelse af historiske begivenheder.

Materialer