Månedens bog: En lykkelig slutning af Maren Uthaug

03.02.20
Maren Uthaugs nye roman handler først og fremmest om tabuer, nemlig omkring begravelse gennem tiderne men også omkring nekrofili. Skrevet i hendes sædvanlige kontroversielle stil. Og det er der kommet en bizar og læseværdig bog ud af!

Fra Christian 1 til Christian 6

En lykkelig slutning strækker sig over 200 år fra Christian 1 strandede på Stillehavsøen Tikopia, giftede sig med en lokal kvinde og fik to børn til Christian 6 fra nutiden.

6 generationer bedemænd

Nicolas, som er nutidig fortæller, er søn af Christian 5. Selv har han 2 børn, hvoraf den ene er Christian 6. Nicolas gennemgår slægtstavlen i kapitler, hvor han foruden de 5 Christianer, lægger sig selv og andre familiemedlemmer ind med sine og deres historier. Alle Christianer er bedemænd, som deres forfædre var det.

Nekrofil

Nicolas fortæller blandt andet om sine kærlighedsforhold til afdøde kvinder - også fysiske forhold. Han kommer nemlig i sin fars bedemandsforretning, hvor de ligger på køl. Her kan han i skjul i nattens mulm og mørke "ligge med ligene".

Magisk realisme

Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på forfatteren Isabel Allende bøger, hvor jeg for første gang støder på begrebet Magisk realisme. Altså en verden, hvor de levende taler og lever med de døde. I Uthaugs bog kan en fysisk nærkontakt endda lade sig gøre. Således lader Jacob, Christian 4s afdøde ven, Christian 4 transformere sig ind i hans krop, samtidig med at den prostituerede Petra lader Christian 4s afdøde elskede, Elise, gå ind i hendes krop. På den måde kan de fuldbyrde deres kærlighed.

"Petra lukkede øjnene og lignede en der kort tid efter en, der sov. Elise nærmede sig langsomt. Satte sig ved siden af, tog en dyb indånding og forsvandt stille ind i Petras krop. ... "Det var det største øjeblik i mit liv," sagde han senere. Aldrig har jeg følt mig mere i live. Og mere bange. ... Da Petra åbnede øjnene, var det Elise der så på ham".

De sære Christianer

Det vrimler med dreng-pige-tvillinger i slægten. Værst går det pigerne, hvoraf mange dør som små. I grunden går det ikke drengene bedre, der dog overlever men alle som særlinge. 

En lykkelig slutning?

Om romanen har en lykkelig slutning skal man læse fra ende til anden for at finde ud af. Den dobbelte betydning er en finurlig detalje, men når Uthaug skriver den, kan du være sikker på at den samtidig er temmelig morbid!

Materialer