Månedens bog i august : Rud af Kamilla Hega Holst

01.08.17
Temmelig grusom, temmelig skræmmende og meget velskrevet! Jeg blev ikke strøget med hårene i denne fascinerende og udfordrende roman Rud. Godt at mine børn er kommet vel over teenage-årene!

Bogens titel Rud er en stavefejl, den skulle egentlig hedde Rod. Men 14-årige Malte er ikke helt skrap i stavningen. Og rod er et gennemgående tema, både for Malte og hans mor Kajsa, som iøvrigt er fortælleren. I det hele taget er livet for den fraskilte familie, som Kajsa og Malte består af faren, Simon og lillesøster Mira, noget slemt rod. Træernes rodsystem/grene og menneskekroppens væsker/afstødninger vikler sig ind i fortællingen, og forfatteren nærmest vender vrangen ud på det hele.  Når der så er tilsat en god gang  freudiansk tankegang, må man virkelig sige, at romanen giver den læser, som ikke kan få nok af sort-filosofiske bøger, smæk for skillingen.

Dagligdags fortælling

Men samtidig kan man også læse bogen som en "dagligdags" fortælling om en psykisk ustabil 41-årig kvinde, Kajsa, fraskilt og med 2 børn. Hun og børnene er på sommerferie sammen i sommerhus i Asserbo, det er den sidste dag, før faren skal hente dem. Det er svært med Malte, der er teenage-agtigt lukket inde i sig selv og 10årige Mira, der er som en lille, stille skygge. Kajsa er blevet frataget forældremyndigheden, det virker måske i starten meget rimeligt. Omdrejningspunktet er Kajsa og eksmandens særprægede eftersøgning af Malte, der efter en cykeltur forsvinder.

Skræmmende familiehistorie

Lidt efter lidt trevles familiehistorien op, og romanen bliver mere og mere skræmmende. Forfatterens egne illustrationer, som flere steder er lagt ind i bogen, er med til at forstærke grundtonen. Et  4-siders folde-ud-ark viser Maltes "dekorationer" på væggen på sit eget lille, hermetisk lukkede skur på sommerhusgrunden. Kajsa bryder ind i skuret og møder billederne. 
"Jeg kan ikke gennemskue, hvordan billederne på væggen er hængt op. Der er ikke nogen søm eller tegnestifter at se. Jeg bemærker, at et af billederne hænger med bagsiden udad. Et vrangvendt billede. Der er skrevet tekst på det. Jeg kender den skrift. Det er Maltes håndskrift."  
Her er stof i årevis til en skolepsykolog  og utallige søvnløse nætter for enhver (bekymret) teenage-mor!

Kunstnerisk fascinerende

Altså en bog, der kan forstås på flere forskellige planer. Den er sprogligt spændende, fascinerende, kunstnerisk og grænseoverskridende. Og et værre rod, som livet jo også nogle gange er!

 

Materialer
Kamilla Hega Holst: Rud : roman
Reservér
  • Bog

Rud : roman

Af Kamilla Hega Holst (2017)
Læs mere
Kamilla Hega Holst: På træk : roman
Reservér
  • Bog

På træk : roman

Af Kamilla Hega Holst (2015)
Læs mere
Reservér
  • Bog

En kærlighedshistorie : roman

Af Kamilla Hega Holst (2010)
Læs mere