Månedens bog i februar: Helle Helle: de

01.02.19
Forfatteren er med sin provinspoetik én af de mest originale og lettest genkendelige forfattere i dansk samtidslitteratur.

Det udsøgte ved siden af det trivielle

Som titlen antyder, er Helle Helle med sin bog "de" mere minimalistisk end nogensinde. Hun folder ikke nogen egentlig handling ud, men beskriver med sædvanlig sikker stil hvordan livet i al sin trivialitet er for en 16-årig pige og hendes mor. Tiden er 80'erne og miljøet er Lolland, hvor den unavngivne pige "hun" bor sammen med sin mor. De er flyttet i en ny lejlighed og sætter den i stand. Pigen er startet i gymnasiet og går ud med sine klassekammerater. 

Alvorlig sygdom

I starten af romanen antyder moderen, at hun er syg. "Den tredje april siger hendes mor: "Jeg har nok slugt en sten." ... "Altså en sten? siger hun, hendes mor nikker: "En tung en. Her. Hun standser et øjeblik og lægger hånden oven på frakken, under brystet." Så fortsætter de ned mod dammen. Der er spredte krokus i buskadset, de bryder sig ikke om krokus." I grunden er det vældig trist for pigen, da hun og moderen er meget symbiotiske.

En trist og gribende roman

I det hele taget griner de meget: »de griner og griner« og »de griner en gang til«, konstateres det, næsten hver gang de laver noget sammen. Men der er virkelig ikke så meget at grine af, for mellem linierne ligger en tung tristhed i hele bogen. 

Rødby-Puttgarden og alle de andre

Hvis man har fulgt Helle Helles forfatterskab, som efterhånden tæller mange både romaner og noveller, er "de" et must at læse. Måske byder den ikke på så meget nyt i hverken tema eller skrivestil, men det er jo præcis dér, hvor forfatteren fanger læseren ind gang på gang. Og jeg er én af de mange indfangne.

Materialer