Månedens bog i februar: Invasionen af Madame Nielsen

01.02.17
Siden 2001, hvor forfatteren Claus Beck-Nielsen erklærede sin forsvinden og død, har han hjemsøgt den litterære offentlighed under navne som Nielsen, Das Beckwerk, clausbeck-nielsen.net og Helge Bille Nielsen.

Nu har han så transformeret sig til Madame Nielsen, en Karen Blixen-lignende skikkelse med bordeaux alpehue og matchende kindrødt. Og som altid er det de helt store verdenshistoriske events, der optager ham (nu: hende). Denne gang tidens måske varmeste kartoffel: den europæiske flygtningekrise.

Vor tid som fortælling

Romanen Invasionen skildrer Madame Nielsens vandring fra Grækenland til Danmark i efteråret 2015, i hælene på flygtninge fra Nordafrika og Mellemøsten, der drømmer om et nyt liv i Nordeuropa. Madame Nielsen ser i starten af bogen tilbage på, hvordan hun ønskede at gøre op med nyhedsmediernes snapshot-gengivelser af begivenhederne og skabe et historisk mere varigt og præcist billede af situationen. Hun skriver:”… hvordan kunne jeg ikke blot selv begribe, men gribe det og – på en helt anden måde end nogen journalist – give det tilbage til verden og tiden som noget formuleret: Vor Tid som fortælling?”

Grotesk sammensætning

Og hvordan gør hun så det? Altså bruger fortællingen (dvs. romanformen) til at vise nye sider af én af vor tids vigtigste udviklinger, strømmen af flygtninge til Europa? Et centralt greb er i hvert fald at sende en aristokratisk, blixensk forfatterinde – noget nær en kliché på europæisk dekadence – på nakken af desperate syrere og afghanere, hvoraf mange har mistet alt. 

Den groteske karaktersammensætning skaber mange skæve og mærkværdige episoder undervejs, og man spørger sig selv, hvad flygtningene mon tænker, når Madame svinger op på siden af dem? 

Problemet

Kontrasten mellem Madame og flygtningene er dog også projektets grundlæggende problem. For hvor meget hun så end prøver, bliver hun aldrig en del af "invasionen". Hvor flygtningene må passere Europas grænser uofficielt (eller i det mindste semiofficielt, skarpt overvåget af kampklædte soldater), viser hun blot sit rødbedefarvede pas (der i øvrigt, forestiller man sig, matcher alpehuen til perfektion).

Hun bliver hele tiden adskilt fra flygtningene, og når hun når til de interimistiske nødhjælpslejre i grænseregionerne, må hun pænt indtage rollen som hjælper og uddele suppe og tæpper til de trængende.  

"I left"

Invasionen viser altså, at der findes en uoverskridelig (juridisk) grænse mellem flygtningene og vi europæiske statsborgere, som ikke bare lige kan viskes væk. Derudover er den rig på episoder, der føjer vigtige nuancer til fortællingen om flygtningestrømmen. Ingen af de personer, Madame møder undervejs, beskriver sig selv som flygtninge – de siger blot: ”I left”.

Det kan umiddelbart tolkes som en kritik af flygtningene – hvis de selv (aktivt) har valgt at rejse, er de så ikke snarere migranter i forklædning? Men det kan også anskues som en måde at gøre flygtninge til ”rigtige” tænkende og handlende mennesker, ikke traumatiserede ofre, hvis desperation på forhånd underskylder enhver kritisabel handling.  

Det vigtige sker i Rødby

Bogen rummer også interessante overvejelser om grænsen som fænomen - hvor går den præcist, og ligger grænsen også i den enkelte person? Krydser flygtningene nogensinde grænsen til Europa, eller indtræder de i stedet i et juridisk og socialt vakuum?

Endelig er Madame leveringsdygtig i tankevækkende teorier, som at forholdet mellem centrum og provins forskydes, når flygtningene stimler sammen i grænseregionerne. Det er ikke i magtens hovedstæder, at det afgørende sker, men i udkanter som f.eks. Rødby Færgehavn, hvor – og det kan denne skribent bekræfte – ”ingen frivilligt sætter deres ben”!

For gamle og nye fans

Invasionen kan anbefales til fans af Claus Beck-Nielsen (og hans mange efterkommere), men nye læsere kan også stå på her. Som altid er det den originale kombination af dybt seriøs samfundskritik og absurd deadpan-humor, der er det store trækplaster ved forfatteren med det skizofrene forhold til navne. Kan med fordel læses som opvarmning til Madame Nielsens næste roman, Det højeste væsen, der er sat til udgivelse senere i 2017.

Lyt også til denne udgave af Skønlitteratur på P1, hvor Madame Nielsen fortæller om Invasionen.

Materialer